MARIAGERFJORD: Målt i kilometer er der unægteligt stadig et stykke vej fra Hobro til Brasilien - men mentalt bliver afstanden noget mindre i løbet af det kommende år.

Mariagerfjord Gymnasium har nemlig med virkning fra 2018 indgået samarbejde med endnu en brasiliansk skole, Colégio Pedro II, der er beliggende i Rio de Janeiro.

I februar 2018 rejser 38 elever fra 3.d og 3.e på udvekslingsbesøg til gymnasiets "gamle" venskabsskole i Juiz de Fora, og i midten af april rejser hele 2.d på udveksling til den nye samarbejdsskole i Rio de Janeiro.

- Med to samarbejdsskoler i Brasilien er fundamentet blevet endnu stærkere for fortsat at kunne sende vores elever på udvekslingsrejse til Sydamerika.

- Og dét glæder mig, for Brasilien er et spændende land - og et forholdsvis uopdyrkede kontinent i forhold til de danske gymnasieskoler, fremhæver rektor Jette Engelbreth.

Det udvidede dansk-brasilianske samarbejde er i øvrigt blot noget af dét, der vil være mulighed for at høre nærmere om, når Mariagerfjord Gymnasium lørdag 13. januar inviterer til orienteringsmøde for kommende elever og deres forældre.

Til formålet vil der på dagen være indrettet en "markedsplads" med boder, hvor der findes information om de forskellige gymnasiale ungdomsuddannelser.

Boderne betjenes af elever og lærere, der hjælper med at skabe overblik - bl. a. over gymnasiets internationale muligheder, der også omfatter venskabssamarbejde med skoler i Tyskland, Italien eller Spanien.

I forbindelse med orienteringsmødet vil der også være mulighed for at få en smagsprøve på årets store skolemusical "Take Five", der har premiere i uge 4, ligesom der naturligvis bliver informeret om den nye gymnasiereform, som gymnasiet i Hobro har taget hul på i indeværende skoleår.

- Reformen har betydet en række nye tiltag på gymnasiet, og bl. a. har vi måttet gentænke hele introforløbet for at sikre, at eleverne falder godt til, men jeg synes overordnet, det er lykkedes over alt forventning, og vi kan mærke, at eleverne trives, vurderer Jette Engelbreth.

Som tidligere omtalt i NORDJYSKE udbyder Mariagerfjord Gymnasium ikke htx i 2018.

Det ærgrer stadig Jette Engelbreth, men hun har samtidig valgt at kigge fremad:

- Htx-uddannelsen har haft en positiv effekt på vores andre ungdomsuddannelser, fx har vi undervisere med ingeniørbaggrunde, der underviser på stx.

- Gymnasiet har således fortsat en stærk science-profil, der i 2018 giver stx-eleverne mulighed for at vælge mellem tre naturvidenskabelige stx-studieretninger med matematik, bioteknologi og biologi.

- Selvom det ikke er htx, er der mange af samme elementer, fremhæver Jette Engelbreth.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...