HOBRO: Mariagerfjord Gymnasium kan fortsat flage med et grønt flag, som påskønner skolens arbejde med bæredygtighed.

To repræsentanter fra Ungenergi overrakte forleden det grønne flag til gymnasiets miljøråd ved en fællessamling.

Eleverne Emilie Lykke Jensen og Rebekka Bonde Mylund fra 2.y er begge med i miljørådet, og de har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene:

- Lige nu er vi i fuld gang med at arrangere en tøjbyttedag og forskellige konkurrencer i foråret. Det er fedt at være med til at lave små ting på skolen, der kan gøre en stor forskel, siger pigerne.

Den grønne indsats på Mariagerfjord Gymnasium omfatter nyt solcelleanlæg på taget og udskiftning af gamle hårde hvidevarer i kantinekøkkenet.

Efter anbefaling fra en energikonsulent har gymnasiet også udskiftet energisparepærer til LED, oplyser gymnasiets kommunikationsmedarbejder Mette Brandt-Petersen.

Derudover har flere elever har arbejdet med bæredygtighed i undervisningen i geografi, biologi, fysik, kemi og samfundsfag.

Mariagerfjord Gymnasium fik det grønne flag første gang i 2010, og generhvervede det i 2011, 2012, 2013 og 2016.

Det grønne flag uddeles i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Undervisningsministeriet og Miljøministeriet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...