Guldhåret var fundet frem, da Mariager IKs talentfulde U15-fodbolddrenge forleden kunne fejre oprykning til landets næstbedste række

MARIAGER: Mariager IKs U15 fodbold drenge er til foråret at finde i landets næsthøjeste række, Liga 2,1, hvor MIK-holdet kan se frem til at skulle prøve kræfter med flere eliteklubber.

Oprykningen er kulminationen på en fantastisk sæson, hvor holdet efterhånden ikke har tabt en hjemmekamp i et helt år.

Holdets trænere, Michael Pihl og Jacob Vendelbo, er naturligvis pavestolte over bedriften og tilskriver succesen, at der på holdet er en massiv talentmasse, ukuelig vilje til at arbejde til kamp og træning og - ikke mindst - et unikt socialt sammenhold.

Det er trods adskillige spillerhenvendelser fra større eliteklubber lykkedes at holde sammen på holdets grundstamme, og faktisk er da endda gennem årene også lykkedes at tiltrække flere spillere fra øvrige klubber.

Michael Pihl og Jacob Vendelbo vurderer, at det i høj grad kan tilskrives kombinationen af seriøs træning og masser af sociale aktiviteter.

Mariager IK-talenterne spiller sæsonens sidste turneringskamp søndag 24. november på hjemmebane mod HOG Hinnerup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...