KULØR: Apoteker Lars Walmar, Hadsund, retter ind og giver Fingerbøls facade ny farve - men han synes stadig, at farven er perfekt blikfang for butikken

HADSUND: Kald den skriggrøn, gyselig, smuk eller bare et godt blikfang - kald den lige, hvad du vil.

Smag og behag er som bekendt forskellig, men det er hævet over enhver diskussion, at facaden på butik Fingerbøl, Storegade 23 i Hadsund, skal have en anden farve.

Planklagenævnet har for nylig sat punktum i en tvist mellem på den ene side ejeren af butikken, apoteker Lars Walmar fra Hadsund, og på den anden side Mariagerfjord Kommune.

Opsigtsvækkende kulør

Planklagenævnet blev draget ind i sagen, da Lars Walmar klagede over, at Mariagerfjord Kommune tvang ham til at male Fingerbøls facade om.

Den opsigtsvækkende grønne kulør skulle udskiftes med en mere afdæmpet fra "den klassiske jordfarveskala".

I sin afgørelse, som teknik og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune netop har fået en orientering om, får kommunen ret så vidt den omstridte grønne facade angår.

Lars Walmar får medhold, når det gælder vinduer og døre. De må gerne fortsat være lilla.

Styr eller ej på farvesystemer

- Jeg er glad for, at forvaltningen har vurderet rigtigt med facadens farve.

- Man har ikke overholdt de farver, der er beskrevet i lokalplanen, siger udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen (DF).

Apoteker Lars Walmar ærgrer sig.

Han siger dog til Nordjyske Stiftstidende, at han ikke har tænkt sig at anlægge retssag.

Han retter med andre ind efter afgørelsen.

- Men jeg mener stadig, det er en forkert beslutning.

- Det er sørgeligt, at to offentlige instanser ikke har styr på farvesystemerne, siger Lars Walmar.

Han påtænker at male facaden i en ultramarin, som også kan give genskin.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...