Mariager Fjord Orienteringsklub er med i landsdækkende koncept, der i disse dage kan komme til motionslystne til hjælp

MARIAGER: Mariager Fjord Orienteringsklub har ligesom andre idrætsklubber lukket for sine aktiviteter, indtil myndighederne igen åbner for muligheden for at samles i foreninger.

Klubben er dog en del af det landsdækkende koncept ” Find vej i...”, som er sat op i Hobro Østerskov, Mariager By & Byskove, Mosely syd for Mariager og Linddale i Hadsund. Det kan frit benyttes at dyrke motion på egen hånd.

- Fælles for alle fire skovområder er, at de ligger i meget naturskønne områder og er let tilgængelige, hvis man kommer i bil, fortæller Jens Chr. Dalgaard fra Mariager Fjord OK.

- I skovene er der nedgravet halv meter høje træpæle med et metalskilt forsynet postnumre og bogstavkoder. Pælene er let synlige og er sat i varierede sværhedsgrader – nogle lette og andre sværere at finde. Man kan altså på den måde udfordre sig selv og vælge, hvilke poster man har lyst til at finde. Desuden bestemmer man jo selv, hvor hårdt det skal være, for man kan gå eller løbe, som man nu har lyst til, siger han.

Hobro Østerskov ligger i den sydøstlige del af Hobro på sydsiden af fjorden i området ved gymnasiet og stadion. Her er der placeret 30 poster i terrænet, så man både kan komme rundt i hele skoven og ned langs fjorden.

Mariager By og Byskove dækker blandt andet hele byområdet, noget af Mariager Vesterskov, Munkholm-Himmelkol, og i alt er 30 poster fordelt i by og skov.

Mosely ligger omkring fem kilometer syd for Mariager i retning mod Randers. Her er der placeret 20 poster i det naturskønne terræn.

Linddale i Hadsund er et bynært skovområde og omkranset af Himmerlandsgade, Astrupvej og Markedsgade. I alt er der sat 20 poster i terrænet.

På www.mariagerfjordok.dk kan der findes vejledninger over de faste poster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...