Halmballer dannede ramme om høstgudstjeneste

Hvad der med coronarestriktioner ikke kunne lade sig gøre i Als kirke var muligt, da efterårets høstgudstjeneste søndag eftermiddag blev flyttet til landejendommen Povlsensejes store lade i Odde mellem Helberskov og Als Odde.

Her var der samlet godt et halvt hundrede mennesker med god afstand til hinanden og efterfølgende kaffebord.

I en del af det store lokale var opstillet halmballer, der dannede ”kirkerum”, og i den anden ende var der på forhånd placeret bord-bænkesæt til den efterfølgende kaffe.

Inden kirkegængerne placerede sig på stolene var de omkring bordet med håndsprit.

For gudstjenesten stod Anne Bundgaard Hansen og Iben Brejner Højgaard, der efter en barselsorlov er trukket i præstekjolen igen.

Orgeltonerne var skiftet ud med musikledsagelse af Frederiksens Orkester, der jævnligt mødes til øveaftener i menighedshuset i Als.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...