Daglig leder, Kim Nørdam Andersen, har bedt tidligere leder gennem 38 år, Søren Mathiasen skrive lidt om nogle oplevelser i årenes løb

Fredag 7. maj 2019 er det 40 år siden Genbruget i Storegade slog døren op første gang.

HADSUND: Daglig leder, Kim Nørdam Andersen, har bedt tidligere leder gennem 38 år, Søren Mathiasen skrive lidt om nogle oplevelser i årenes løb.

Forhistorien.

Jeg var før jeg kom til Hadsund præst i Hjortdal ved Slettestrand, og der kom med årene en del af dem, der dengang blev kaldt landevejens farende svende på besøg i præstehuset.

Da vi i 1971 flyttede til Hadsund kom en af dem og bankede på døren til præstegården. Jeg sagde: ”velkommen, men hvordan fandt du mig”, Spurgte jeg, ”jo” svarede han, ”de sagde i Hjortdal, at du var flyttet til Hadsund, så blev jeg jo nødt til at gå herned for at besøge dig”.

Der kom efterhånden flere fra ”landevejen” og besøgte os i præstegården, de skulle alle have noget tøj, og jeg gav dem noget af mit eget. Nogle af den sov i vores baggang i en sovepose.

En dag, da jeg ikke var hjemme, kom der et menneske og spurgte Birthe om et måltid mad. Det brød Birthe sig ikke om at give, nu hun var alene hjemme. Men hun gav ham i stedet en madpakke.

Dagen efter kom han igen. Han bad om fem madpakker, for hans kammesjukker syntes, at den i går smagte så godt!

Efterhånden havde vi ikke mere tøj at give væk.

Vi bad så konfirmandforældre om at komme med det tøj, de ellers ville smide væk.

Vi fik meget, og min svigerfar opsatte nogle genbrugsrør til at hænge tøjet på i præstegårdens gamle pigeværelse på loftet. Men det blev også hurtigt for småt. Og der skulle meget rengøring til.

Der var på den tid begyndt at blive genbrugsforretninger oprettet i de store byer. Birthe og jeg fik den idé, at prøve, om det kunne gøres i Hadsund.

Vi satte en annonce i Hadsund Folkeblad og indbød til et møde for dem, der var interesseret i Sagen. Der kom 35! Så var sagen klar.

Mange af byens pengeinstitutter og foreninger bidrog med pengebeløb. Da jeg spurgte Kirkens Korshær om hjælp, gav de det manglende beløb, 11oo kroner.

Vi lejede en ledig købmandsbutik over for Hotel Hadsund. Arkitekt J. K. Sørensen hjalp med indretningen sammen med en dekoratør og nogle damer, der hjalp Birthe med rengøringen.

Åbningen.

Fandt sted 17. maj og siden har vi hvert år uddelt vort overskud fra det forløbne år så nært den dato som muligt.

Det har været en mulighed, fordi behjertede kvinder og nogle enkelte mænd i årenes løb har investeret deres humør og arbejdskraft i at holde Genbruget åbent for dem, der er kommet med tøj og genstande. Og for dem, der er kommet og har købt godt brugbart tøj og andre genstande, som giverne ikke længere har haft brug for.

Begivenheder.

Genbruget har fra begyndelse altid haft for øje at hjælpe de danskere og udlændinge, som havde behov for det.

I Danmark var det de farende svende, der blev hjulpet. Jeg husker en mand med svær Psoriasis når han kom trængte han meget til noget at spise og et sted at sove. Jeg fik efterhånden et venligt samarbejde med kroværten på færgekroen. Han ville gerne lave mad til ”vore venner” og finde en seng til dem at sove i. Betalingen fandt jeg.

Den sidste gang jeg kørte ham med psoriasis over broen spurgte han: ”Ved du, hvad for en dag det er i dag”? ”nej” svarede jeg. ”Det er min 70 års fødselsdag” sagde han. Han fik et godt måltid og en god seng at sove i. Han gik sin egen vej tidligt dagen derpå.

Fængselsvæsenet kontaktede os, og vi modtog nogle år personer, som havde fået en dom og aftjente deres Samfundstjeneste i Genbruget. Det samarbejde havde både de dømte og medarbejderne stor glæde af.

Udlandet.

De første år var det især Polakkerne, som havde store økonomiske vanskeligheder.

Vi fik kontakt med nogle chauffører. De kørte varer til Danmark og kørte tomme tilbage til Polen. Vi bad dem dreje omkring Genbruget og nogle år fyldte vi de tomme lastbiler med genbrugsvarer, så de havde noget at komme hjem til Polakkerne med.

Der var også en afgået dommer og hans kone fra Polen, som et par gange om året rejste til Genbruget i Hadsund og fik så mange sække tøj som de kunne løfte med hjem til fattige naboer i Polen. Selv var de fattige og Genbruget betalte togbilletten fra grænsen til Hadsund.

Deres hjælp til dem derhjemme fik desværre en tragisk afslutning. Da de på en tur nærmede sig Hobro, troede manden, at de var fremme og han åbnede togdøren, men toget var stadig i fart og han blev suget ud og døde ved faldet. Det blev deres sidste tur.

For nogle år siden fik vi kontakt med Danmission, som modtog det tøj, som Genbruget ikke kunne sælge. Det blev sendt til Afrika, hvor kvinder med symaskiner omsyede tøjet og solgte det. Den ordning er desværre ophørt på det seneste.

Både i Danmark og i udlandet er der de seneste år sket fremskridt, så dem der har behov er blevet bedre hjulpet. Men genbrugsbevægelsen er stadig i fremdrift – også i Hadsund. Og der er ingen tvivl om, at Gebrugsidéen har haft indflydelse på politikerne i den gode retning, så forholdende for de dårligst stillede er forbedret gennem årene.

Afslutning.

Vi skylder de mange medarbejdere gennem årene stor ros for deres vilje til at gøre det frivillige og ulønnede arbejde i Genbruget.

Nu følger jeg med lidt på afstand, men fornemmer, at de nuværende medarbejdere gør deres store indsats med glæde til hjælp for mange i Hadsund og omegn. Og til hjælp for det store arbejde Kirkens Korshær udfører i de større byer som i Ålborg, der støttes af Genbruget i Storegade.

indlæg af Kim Nørdam Andersen:

I fortsættelse af Søren Mathiasen´s indlæg er det en ydmyg og stor glæde at kunne fortsætte det gode initiativ som blev startet for 40 år siden af Søren og Birthe.

Alle vi 22 frivillige lægger vores tid og sjæl ind i arbejdet for at skaffe et økonomisk overskud til værdig trængende, ensomme, unge og ældre i Hadsund og Omegn, ved at støtte de lokale foreninger og organisationer som alle gør en stor indsats med de samme gode mål. Ligeledes støtter Genbruget, Kirkens Korshærs varmestue og Gård project i Aalborg.

Vi håber på mange gode år fremover for Genbruget, og roser vore kunder for at levere tøj, ting og sager og for at I handler i forretningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...