For 8. gang er Rebild Kommune medvært for Frivillig Fredag

Den vanlige daglige undervisning på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum blev fredag eftermiddag afløst at en stor fest med i alt 126 deltagere.

De repræsenterede alle nogle af de mange frivillige fra kultur, fritid og det sociale område i Rebild Kommune, og anledningen til det festlige arrangement på ungdomsskolen var det landsdækkende arrangement Frivillig Fredag den sidste fredag i september måned.

- Vi har markeret den nationale frivillighedsdag her i Rebild Kommune siden 2011, hvor festen for de frivillige hvert år er blevet arrangeret forskellige steder rundt i Rebild Kommune, forklarer Sietske Møller som Rebild Kommunes frivillighedskoordinator.

Traditionen tro benytter Rebild Kommune sig af den nationale Frivillig Fredag til at sige tak ved at holde et festligt arrangement for alle frivillige.

- De frivillige skaber nemlig sammenhæng, når de tilbyder deres hjælp i fritidslivet, hvor de på smidig vis får klubber og foreninger til at fungere og modvirker ensomhed, når de arrangerer ældremøder eller besøger gamle i deres eget hjem. De frivillige er så seje, erklærer Sietske Møller.

Centerchef for kultur og fritid Claus Holm og borgmester Leon Sebbelin bød velkommen til de mange festdeltagere i ungdomsskolens teatersal.

Derefter entrede bandet Souvenirs scenen og underholdt publikum med deres finurlige danske tekster og lune samt iørefaldende musik.

Efter den musikalske underholdning stod ungdomsskolen klar med en tapas anretning, og bagefter var der musikindslag med nogle af de dygtige tidligere elever på ungdomsskolen som en slags dessert til de mange festdeltagere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...