Initiativgruppen nedlagde sig selv, da der ikke kunne vælges en opstartsbestyrelse

SKELUND/VEDDUM: Planerne om at starte en friskole i Skelund er opgivet.

På den stiftende generalforsamling mandag aften i Skelund Midtpunkt for ”Kirsebæregnens Friskole” i Skelund kunne der ikke vælges en opstartbestyrelse, der som minimum skulle bestå af fem medlemmer. Kun to meldte sig.

På den baggrund har initiativgruppen nedlagt sig selv.

På den stiftende generalforsamling gennemgik Thit Asmussen fra initiativgruppe arbejdet med at starte en friskole efter byrådsbeslutningen om at lukke Havbakkeskolens afdeling i Skelund ned og flytte eleverne til Als efter sommerferien.

- Da beslutningen om at lukke Skelund-afdelingen blev sendt i høring i december 2018, var fristen for at tilmelde en friskole med opstart i august 2019 langt overskredet. Det gav nye udfordringer, da forældre til børn, der allerede gik i skole eller skulle starte i august 2019 pludselig stod uden skole i et helt år, oplyste Thit Asmussen i sin beretning.

- Vi har i det seneste års tid afholdt og deltaget i flere borgermøder, samt været på bazar for at fortælle om friskoleplanerne og indsamle forhåndstilkendegivelser på kommende skoleelever. Vi er endt med knapt 30 tilkendegivelser, hvoraf størstedelen er nuværende børnehavebørn, oplyste hun på generalforsamlingen.

Initiativgruppen skrev en anmodning til byrådet om udsættelse af lukning af skolen i Skelund til 2020, men det blev afslået, ligesom gruppen indbød kommunen til et samarbejde, som de desværre ikke var interesserede i, sagde Thit Asmussen.

Op til den stiftende generalforsamling var der udarbejdet forslag til vedtægter for en friskole, men da der ikke kunne vælges en bestyrelse kom forslagene ikke til afstemning.

Jan Thøgersen, Veddum, var generalforsamlingens dirigent. Han kunne efter, der ikke kunne vælges en bestyrelse konstatere at punkterne valg af suppleant, godkendelse af vedtægter og eventuelt kunne sløjfes.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...