Foredrag med Signe Storr i Hadsund Sejlklub på torsdag

HADSUND: Torsdag aften 31. januar kommer Signe Storr til Hadsund Sejlklub for at fortælle om, hvordan hun som landkrabbe sprang med ombord på kæresten Henriks 30 fods sejlbåd og tog turen over Atlanten, der tog parret 31 døgn.

Signe vil også fortælle om, hvordan livet er om bord, når man selv skal lave strøm og vand, om alle de fantastiske oplevelser, man kun kan få til søs, men også de udfordringer der hele tiden venter lige rundt om hjørnet.

Signe fortæller også om, hvordan hun efter hjemkomsten til Danmark stillede sig selv den udfordring, at hun på 3 måneder skulle være klar til at deltage i Skandinaviens mest populære singlehand kapsejlads Silverrudder.

Så fra at være landkrabbe og sejle med Henrik, skulle hun nu være skipper med et overordnet ansvar, ligesom hun også skulle have ansvaret for alle andre opgaver, da hun jo var den eneste, der var ombord!

Det hele foregår i Hadsund Sejlklub torsdag 31. januar, hvor alle er velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...