For nylig afsluttede det første hold elever deres grundforløb på de kombinerede erhvervsuddannelser på Campus Mariagerfjord. Fælles studieture og tværfaglig undervisning har været en vigtig del af hverdagen det sidste halve år, for de unge som nu skal videre med hver deres erhvervsfaglige uddannelse.

I alt 39 elever er netop blevet færdige på Campus Mariagerfjord på Kirketoften i Hobro, hvor TECHCOLLEGE, Tradium og SOSU Nord i 2017 startede samarbejdet om at styrke erhvervsuddannelserne i området. Sammen har de tre skoler skabt et spændende fælles grundforløb, der blandt andet lader de unge snuse til forskellige fag og muligheder undervejs.

Eleverne kender alle hinanden efter de seks måneder grundforløbet varer på trods af deres i øvrigt forskellige faglige interesser og uddannelsesvalg. Det bliver derfor også naturligt for dem senere at samarbejde på tværs, når de efterfølgende fortsætter deres uddannelser og karriere i hver deres retning.

- Styrken ved det fælles grundforløb er jo netop, at eleverne stifter bekendtskab med de forskellige uddannelsesretninger, og at de dermed bliver bedre rustet til at træffe valget om deres videre uddannelse, udtaler Maybritt Skak Pedersen, uddannelsesleder på SOSU Nord og fortsætter: - Samtidig får de følelsen af fællesskab på holdet, og jeg tror det betyder rigtig meget for deres overskud til senere at vælge den uddannelsesvej der er rigtig for dem. Vi har nogle stykker der er startet på grundforløbet med ét sigte, men er skiftet undervejs.

Maria på 17 år er netop er blevet færdig med det fælles grundforløb: - Jeg valgte at tage grundforløb 1 på Campus Mariagerfjord, for i starten, var jeg ikke helt sikker på hvad jeg ville, men ved at gå på grundforløb 1 i Mariagerfjord kunne man afprøve tingene inden (red. man vælger hovedforløb). Det bedste ved at tage GF1 på Campus Mariagerfjord er det fællesskab vi har, selv om vi har vidt forskellige ønsker med henblik på uddannelser,

Af de 40 elever, der startede på Marias hold har de 39 gennemført grundforløbet, og de fleste fortsætter deres erhvervsfaglige uddannelser fordelt på de tre skoler, med hhv. Kokke-, tjener-, tømrer- og elektrikeruddannelsen på TECHCOLLEGE, Business på Tradium og Den pædagogiske assistent uddannelse og EUX Velfærd på SOSU Nord.

Campus Mariagerfjord tilbyder syv forskellige grundforløb, som alle åbner op for samtlige erhvervsuddannelser i Danmark.

Grundforløbet varer 6 måneder, og du kan læse mere om, hvor og hvordan du kommer i gang på www.campusmf.dk.

Som noget nyt er det muligt at tage alle uddannelserne som EUX, den erhvervsfaglige studentereksamen, hvor man både får en studenterhue og et svendebrev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...