Har fødselsdag onsdag 24. juli

HADSUND: Bente Barrett, lægesekretær, Nordholt 4, Hadsund fylder onsdag 24. juli 60 år.

Bente Barrett er født i Hadsund, hvor hun har boet det meste af sit liv, bortset fra et ophold i England i nogle år.

Efter sin skolegang blev hun elev på rådhuset i den daværende Hadsund Kommune.

Efter uddannelsen til kommuneassistent, arbejdede hun i Socialforvaltningen, inden hun i 1990 flyttede til England.

Her arbejdede Bente Barrett for Rochdale M.B. Council - også inden for det sociale område.

Hun vendte tilbage til Danmark i 1994 og blev kort derefter ansat på Uponor i Hadsund - først i receptionen og siden i økonomiafdelingen som debitorbogholder.

I 2006 fik Bente Barrett job på Hobro Sygehus som sekretær på Intensiv og Anæstesi afdelingen.

I 2008 uddannede hun sig til lægesekretær og arbejdede som sådan på Sygehus Himmerland i Hobro, indtil afdelingen blev nedlagt i 2015.

Herefter rykkede hun til Aalborg Universitetshospital, hvor hun nu arbejder som lægesekretær på Intensivt Afsnit R.

Bente Barrett er gift med Henning Tonnisen, og parret har tre voksne børn samt børnebørn.

Sad i mange år i bestyrelsen for foreningen Knipling Danmark. I dag er hun med i bestyrelsen for Hadsund Vandværk samt patientforeningen PIPS.

Hjemmet på Nordholt er stedet, hvor man bare dropper ind.

Her kommer børn, børnebørn, venner og bekendte hyppigt på besøg.

Der går sjældent en dag, hvor ingen lige kigger forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...