Vive IF krydrer 15. august sæsonstarten i serie 6 med bl. a. modeshow og biludstilling

Sjældent har der vel været skabt så meget ”hype” omkring en serie 6-kamp i Vive, som når det lokale serie 6-mandskab lørdag 15. august sæsondebuterer på hjemmebane mod næsten-naboerne fra Astrup.

Salgsboder med bl. a. Tupperware og Aloe Vera-produkter. Udstilling af Toyota-biler og modeshow ved de to Hadsund-forretninger, Milles’ Heaven og Qurver - suppleret med grillmad, gratis hoppeborg og konkurrencer for hele familien.

Alt sammen er med til at markere, at fodbolden i Vive nu for alvor er i gang igen oven på corona-krisen - og at landsbyens stadionanlæg endda under den ufrivillige fodbold-pause er blevet udbygget med et overdækket område, hvor børn og voksne i fremtiden kan sidde og hygge sig før og efter træningen. Eller hvornår de i øvrigt lyster.

Små 100.000 kroner - og en masse frivillige arbejdstimer - har det kostet fodboldklubben i Vive at etablere det nye overdækkede opholdsområde ved klubhuset.

Og dermed stopper det ikke med opgraderingen af Vive Stadion...

Idrætsforeningen i Vive er også godt i gang med at indsamle penge til en legeplads til yderligere 50.000 kroner, så der bliver endnu mere at komme efter for den lokale ungdom, når Vive IF fra 12. august forsøger at få sparket nyt liv i klubbens ungdomsafdeling.

- Allerede på nuværende tidspunkt har vi 25 børn, der har tilmeldt sig - og håbet er, at vi i bedste fald kan samle op mod 50 børn i alderen 5-15 år til fodbold i Vive, siger Thomas Arentoft, som på samme tid både er formand, seniortræner og ungdomstræner i Vive.

Ideen er, at børnene i første omgang skal træne sammen på tværs af alder - indtil der hen ad vejen tegner sig et lidt klarere billede af, hvordan børnene fordeler sig i forhold til alder og fodboldfærdigheder.

Og så bliver fodboldtræningen i øvrigt gratis indtil videre.

- På den måde bliver det i hvert fald ikke økonomien, der kommer til at afholde nogen fra at gå til ungdomsfodbold i Vive, konstaterer Thomas Arentoft, som på forhånd har sikret sig hjælp fra yderligere tre frivillige, der har lovet at bistå med ungdomstræningen.

På seniorplan har Vive IF indtil for nylig kunnet mønstre både et serie 4- og et serie 6-hold, men efter at serie 4-holdet er nedlagt, er der nu kun serie 6-holdet tilbage.

- I den seneste serie 4-sæson var vi så uheldige at havne i en udpræget Randers-pulje. Med det resultat at der ofte gik det meste af en kampdag, fra vi kørte fra Vive, til vi var hjemme igen.

- Det blev spillerne - og deres koner og kærester - efterhånden trætte af, så nu spiller vi kun hyggefodbold i serie 6.

- Det er der mere opbakning til, konstaterer Thomas Arentoft. Forud for sæsonpremieren mod Astrup 15. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...