HADSUND: Politiet efterlyser en flugtbilist efter et færdselsuheld, som skete tirsdag morgen kl. 6.10 på Landevejen ved Hadsund. Ikke færre end i alt seks bilister var impliceret. Flugtbilisten kørte i en bil af ukendt farve og mærke, men kan kendes på, at den ved uheldet fik en skade på forlygte og front. Alle involverede slap uden skader, oplyser politiet. Dog kan man kun gisne om, hvorvidt flugtbilisten er skadet. Uheldet skete, da en bil, ført af en 34-årig mand fra Havndal, holdt på landevejen med snuden mod nord og ville svinge til venstre ud for nummer 3b. Han blev påkørt bagfra af en 22-årig bilist fra Randersområdet. Denne bilist blev yderligere påkørt af bilisten, som tog flugten i retning mod Hadsund. En modkørende vogn kom i slyng i vejens vestlige side. En lastbil, som kørte ad Landevejen mod nord, og blev ført af en 26-årig mand fra Djursland, bremsede op, og blev påkørt bagfra af en bil, ført af en jævnaldrende mand fra Randers.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...