Sognene i Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg ansætter 49-årige Anne Bundgaard Hansen, der indsættes 15. januar i Als Kirke

ØSTKYSTEN: Fire sogne i den østlige del af Mariagerfjord Kommune, Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg har i fællesskab ansat ny præst.

Det er 49-årige Anne Bundgaard Hansen. der de seneste par år har fungeret som sogne- og diakonpræst i Kerteminde.

Hun er uddannet cand. theol. fra Aarhus Universitet i 2011 og ordineret præst i Den danske Folkekirke i 2012.

Bag bogprojekt om selvmord

Hun er tilknyttet projektet ”Præsters forebyggelse af selvmordsadfærd blandt sårbare og udsatte grupper”.

Dermed er Anne Bundgaard Hansen er hovedansvarlig for have udarbejdet undervisningsmateriale til præster om selvmordsforebyggelse.

- Som sognepræst indgår hun på lige fod med Iben Brejner Højgaard i Als- Øster Hurup pastorat og Mette Tved Hansen i Skelund og Visborg i gudstjenesteplanen, i begravelser og bryllupper og i øvrige kirkelige aktiviteter.

Desuden vil hendes ekstra arbejdskraft give mulighed for nye aktiviteter og tiltag i de fire sogne, siger formand for menighedsrådet i Skelund, Jan Thøgersen.

Store forventninger

- Menighedsrådene er glade og forventningsfulde med hensyn til Annes virke i vore sogne og ser store muligheder i samarbejdet mellem præsterne, menighedsrådene og det øvrige personale, tilføjer han.

Der bliver indsættelsesgudstjeneste i Als Kirke tirsdag 15. januar klokken 19 med en efterfølgende reception på Als Kro og Badehotel.

Anne Bundgaard Hansen, der har to voksne børn, en datter og søn, er ugift og forventes at flytte til egnen.

Hun vil helst bo ved vandet.

- Jeg har haft tre gode år på Fyn, og der er meget godt jeg siger farvel til.

- Samtidig tror jeg på, at jeg kommer til noget godt, som jeg bliver rigtig glad for, siger den kommende præst i Sydøsthimmerland.

Hanne Eggers, som har fungeret som vikar i næsten et år, holder to afskedsgudstjenester.

Nemlig 13. januar klokken 9.30 i Als kirke og klokken 11 i Visborg kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...