Cemtec Fonden blev topscorer, da Jutlander Bank Fonden gavmildt uddelte godt 2 mio. kroner

Jutlander Banks store velgørende fond, Jutlander Fonden Hobro, har igen været i foræringshjørnet.

I alt blev der i forbindelse med årets fjerde uddelingsrunde uddelt godt to millioner kroner til 25 spændende projekter: Helt nøjagtig 2.251.948 kr.

Trods covid 19-situationen var der alligevel indkommet 35 ansøgninger - eller omtrent lige så mange, som fondsbestyrelsen plejer at modtage på dette tidspunkt af året.

- Og i bunken af ansøgninger var der flere utroligt spændende projekter, som vi er rigtig glade for, at vi kan hjælpe i gang og være med til at støtte.

- Omvendt er vi naturligvis kede af, at vi hver gang er nødt til at skuffe nogle ansøgere, men vi har for det første nogle skrappe lovkrav, at skulle leve op til, og derudover har vi også vores egne vedtægter og uddelingspolitikker, forklarer formand for Jutlander Bank Fonden, Poul Søndberg.

Den mindste donation i denne omgang var på 9.849 kr. og gik til Mariagerfjord Orienteringsklub.

Til gengæld var der hele fire donationer på over 100.000 kr.

Højdespringeren var uden sammenligning Cemtec Fonden i Hobro, som modtog ikke mindre end 923.225 kr.

Lige efter kom privatskolen, Mariagerfjord Idrætsskole i Sdr. Onsild, som modtog kr. 350.000,00.

Følgende projekter opnåede ligeledes støtte fra Jutlander Fonden Hobro:

Fyrkat Q (HIK, Valsgaard, Arden og Mariager), 25.000 kr, Vive IF 23.000 kr., Biecentret 20.000 kr., Sortebakken Gymnastik Forening 21.242 kr., Hvilsom Kulturhus, 24.911 kr., Rørbæk Lokalhistorisk Forening 21.071 kr., Rostrup Klubhus, 30.913 kr., Ryttergaarden Ravnkilde 13.174 kr., Lokalrådet for Glenstrup, Handest og Holmgård, 75.000 kr., Hvornum Landsbyråd, 40.000 kr., Den Kommunale Pensionistklub i Hobro 12.000 kr., Aarhus 1900 Svømning 11.500 kr., Terndruplundfonden 25.000 kr., DVIF Gymnastik 50.000 kr, Hobro Garden 50.000 kr., Støtteforeningen Brygger HI Bies Have 40.000 kr., Mariagerfjord Kunstforening 31.500 kr., Mariagerfjord Gymnasium 150.000 kr., Hobro Svømmeklub 31.000 kr., Hobro Kampsport 25.000 kr., Stenild Foredrags og Aktivitetsforening 98.563 kr. og Mariager Vandpark 150.000 kr.

Selvom Jutlander Fonden naturligvis hænger meget sammen med Jutlander Bank, og pengene i dag reelt kommer fra Jutlander Bank, så stammer fondens grundkapital oprindeligt fra Sparekassen Hobros gennem mange år optjente reservekapital.

I alt har fonden i 2020 uddelt ikke mindre end 6.851.872 kr. til foreningslivet og institutioner i området, og samlet set har fonden siden starten i 2015 uddelt næsten 37 millioner kroner!

- Det er vi bestemt stolte af, og jeg er også helt sikker på, at alle modtagerne er glade. Havde de ikke modtaget de mange penge, var der mange ting i området, der ikke var blevet til noget, er jeg sikker på, fastslår Jutlander Fonden Hobros formand, Poul Søndberg.

Fondens næste bevillingsmøde holdes tirsdag 15. december.

- Det er selvfølgelig lige midt i juletravlheden midt i december, men vi håber alligevel, der igen kommer rigtig mange ansøgninger.

- Vi håber, vi kan være med til at give nogle foreninger og institutioner en før-julegave. Og vi har da også allerede modtaget tre ansøgninger til næste bevillingsmøde, konstaterer Poul Søndberg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...