Kloak- og murermester fra Onsild er klar til at sparke liv i ubenyttede grunde i rosernes by

ONSILD: Aut. Kloakmester og Murermester Finn Sørensen fra Onsild har købt de resterende grunde på Asserdalen i udkanten af Mariager. Her vil han opføre seks nye rækkehuse i stil med de nuværende.

Grundene har stået ubenyttet hen i mere end 10 år, da daværende bygherrer gik konkurs. Nu er Finn Sørensen klar til at sparke liv i grundene igen.

- Der er i forvejen nogle superflotte rækkehuse på Asserdalen, som de nuværende beboere i andelsforeningen holder fantastisk flot. Det er faktisk deres flotte og velholdte huse, der har inspireret mig til at købe grundene, fortæller Finn Sørensen og tilføjer:

- At det er så velholdt får mig til at tænke på min mor, der er typen, der ikke kan gå forbi en mælkebøtte uden at rykke den op. Sådan fornemmer man næsten også, at det er her.

- Derfor bliver rækkehusene også i helt samme stil, så det kommer til at passe til de øvrige huse og de flotte omgivelser tæt på skoven.

- Jeg vil opføre ét hus ad gangen, og er man interesseret, kan man være med til at præge indretningen af sin egen bolig, eksempelvis hvor køkkenet skal være, om soveværelset skal vende mod syd eller nord, om der skal være bryggers eller ekstra værelse m.v. Vi har en teknisk tegner tilknyttet projekter, så der er mulighed for at sætte sit eget individuelle præg.

- Der er tale om tre store grunde beregnet til tre dobbelthuse, altså i alt seks rækkehuse. De bliver i to størrelser, mellem 80 og 90 kvadratmeter og mellem 120 og 130 kvadratmeter, fortæller Finn Sørensen.

Asserdalen ligger i udkanten af Mariager. Op ad skoven og kun en rask gåtur fra smukke Mariager Fjord.

De første huse forventes klar til indflytning i foråret 2020, og det vil være muligt både at leje og købe boligerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...