Mariager-Handest Veteranjernbane inviterer til kuffertdag 7. juli

MARIAGER/HANDEST: Har du en kuffert, så har vi gratis tur til dig på en næsten 100 år gammel privatbanestrækning.

Sådan lover Mariager - Handest Veteranjernbane, Dansk Jernbane Klub, forud for den populære og traditionsrige kuffert-dag, som veteranbanen inviterer til søndag den 7. juli.

Har du en rigtig kuffert - helst en kuffert med stil - så tag den med og mød op hos veteranbanen.

Da kommer du nemlig gratis med toget denne dag.

Men husk, din rejsekuffert skal være fra før plastic-alderen. altså dur sportstasker, nylon-rygsække og reklametasker ikke.

Og har du lyst til at klæde dig som de medvirkende i Matador eller Badehotellet så gør det endeligt.

Mange gør det allerede. Det gør blot dagen endnu festligere.

Kør ud i good old days og oplev stemningen fra før verden gik af lave.

Nyd turen fra åben endeperron

Nyd naturen fra togets åbne endeperroner: Mariager Fjord, bøgeskovene syd for fjorden, de bølgende kornmarker i det kuperede landskab mod True og Vester Tørslev, den flotte udsigt over Glenstrup Sø og hedearealerne mellem Glenstrup og Handest.

Alt sammen kombineret med kulrøg, dampslag og flittig brug af lokomotivfløjten. I Handest skal du besøg ventesalen og stationskontoret, der er indrettet som i 30`erne.

Her skuer landets regent Chr. X. fra et koloreret billede ned over kontoret, og her hersker statsminister Staunings ånd - og ”intet kaos”. Præcist her kunne Mads Skjern være stået af, men han valgte i stedet Korsbæk.

Har du lyst til at stå af undervejs ved et af vore trinbrætter eller stationer, kan du blot gøre det. bliver du samlet op igen, når toget kører tilbage.

På Kuffert-dagen fremføres dagens tog af Veteranbanens største damplokomotiv nr. 3, bygget for 92 år siden i Kassel hos lokomotivfabrikken Henschel & Sohn til de daværende Horsens Vestbaner.

- Når du kommer med din gamle og stilfulde rejsekuffert søndag den 7. juli, så må du ikke forvente, at turen bliver som i ”Den flyvende kuffert og med eksprestogsfart”.

- Veterantoget kører med 30 km i timen. Til gengæld får du sjælen med dig, minder Veteranbanens driftsbestyrer Jan Eriksen om.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...