HUNDE-EFTERSØGNING: Lis Skøtt og labradorhunden Fie fra Assens kom på en vanskelig opgave i en villahave i Hobro

ASSENS: Kan en veltrænet labrador mon finde et lille tabt høreapparat i en villahave, hvor haveejeren har rumsteret godt og grundigt med det grønne affald?

Syvårige Fie fra Mariager kunne.

- Men det holdt godt nok hårdt, erkender hundens ejer, Lis Skøtt fra Assens.

Gennem fire år har hun trænet sin hund til eftersøgningstjeneste.

Som medlem af DcH Mariager fortæller Lis Skøtt her om en hændelse i Hobro for nogle uger siden:

”Der er mange måder, man kan træne med sin hund på.

Jeg er så heldig, at have en hund, der rigtig gerne vil arbejde.

Fie er med i eftersøgningskorpset under DcH Danmark. Hun har været ude på mange eftersøgningsopgaver.

Nogle med godt udbytte - og nogle hvor vi desværre ikke har fundet det, vi var kaldt ud til.

Mange timers træning bag

Selv om det jo er det sjoveste at være ude på opgaver, ligger der jo mange timers træning bag.

Fie skal jo gerne være 100 procent skarp, når vi bliver kaldt ud.

Hun er heldigvis altid glad for at finde ting, hvad enten det er træning eller alvor.

Det er så også en disciplin, man sagtens kan træne alene.

I disse corona tider kan vi jo ikke træne på klubplan, men vi kan jo træne alle mulige steder.

Fredag 27. marts blev vi ringet op af en mand i Hobro. Han havde under havearbejde dagen før mistet sit høreapparat.

Høreapparatet

Desværre vidste han ikke, hvor han havde tabt det, idet han havde været rundt forskellige steder hele dagen.

Nylig ved 23-tiden, da han skulle i seng, opdagede ejeren, at høreapparatet var forsvundet.

Han havde blandt andet handlet i Rema og selvfølgelig ringet.

Men de havde ikke noget høreapparat liggende.

Så mulighederne var jo mange.

- Vi talte lidt om det, og jeg tilbød, at vi rigtig gerne ville komme og søge i haven.

De andre steder gav ikke rigtig nogen mening.

Eksempelvis kan Fie ikke søge indendøre, fordi alting dér lugter ens.

Hun kan ikke skelne et høreapparat fra en sok...

På eftersøgning i haven

Høreapparatets ejer havde været rigtig flittig med saks og rive, så der lå flere bunker af grønt affald rundt i haven.

Både hindbærbuske og elefantgræs havde fået en tur.

Så her begyndte vi, og Fie fik hurtigt spredt afklippet.

Hun var også oppe at rode i selve tuen. Det gav ingen gevinst.

Så vi gik til hindbærbedet og fik spredt afklippet. Men heller ingen gevinst der.

Efterhånden var der gået en halv time, så Fie var ved at være lidt træt i hovedet.

Bingo

Vi tog et lille pust, og jeg besluttede, at vi lige kunne tjekke elefantgræsset en gang til.

Fie gik op i tuen, og pludselig dukkede snuden op fra bunden af med et høreapparat i munden.

Alle blev rigtig glade, og der faldt rigelig med godbidder af i form af kattemad på dåse.

Det er nemlig den ultimative godbid for Fie, så ved hun, at opgaven er fuldført”, fremhæver en stolt Lis Skøtt.

- Dejligt med en rigtig opgave i disse tider, hvor der ikke sker så meget.

Husk hvis I taber noget derude, det kan være høreapparater, briller, mobiltelefoner eller nøgler, så ringer I til DcH eftersøgningstjeneste.

I kan altid finde os på google eller hjemmesiden dch-mariager.dk, inviterer Lis Skøtt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...