Idrætsugen i Als startede med populær musikalsk aften

ALS: Et stort telt, der er rejst på Als stadion i forbindelse med idrætsugen i landsbyen, kunne ved tirsdagens åbningsarrangement, der bød på en Kim Larsen-aften, ikke rumme de mange mennesker, som ønskede at høre Kim Larsen-kopien Ole Gas og efterfølgende det lokale kirkekor, der fortolkede nogle af Larsens tekster og musik.

Et halvt hundrede mennesker måtte sidde udenfor og lytte til musik og sang. Indenfor var bænket et par hundrede mennesker ved lange borde, da aftenen også bød på et såkaldt sønderjysk kaffebord med syv slags kage.

- Det er en helt overvældende tilslutning. Mange flere mennesker end vi havde regnet med, så det er bestemt ikke sidste gang, menighedsrådet og vi arbejder sammen om et arrangement, siger Marlene Frandsen fra boldklubben Viking.

Det var Ole Gas, der indledte aftenen. Han rejser for tiden land og rige rundt og giver den som Kim Larsen. Han optrådte klædt som originalen med kasketten ned i panden og den karakteristiske stemme.

Efter ca. fem kvarter, hvor publikum flere gange sang med på de kendte tekster, var det Als og Øster Hurup kirkekor, der overtog scene og pladsen foran. Der var ikke plads til alle kormedlemmer på scenen.

Under ledelse af organist Troels Kold fremførte koret en række Larsen-numre, og da det nu var menighedsrådet i Als, der betalte gildet, var der et kort indslag med pastor Anne Bundgaard Hansen.

- Menighedsrådet har valgt at gå ind i dette arrangement, fordi det er en naturlig fortsættelse af arbejdet på, at kirken skal deltage rundt i sognet, hvor det giver mening, siger formand for menighedsrådet, Jens Laurids Pedersen.

Boldklubbens idrætsuge, der varer til og med lørdag aften, fortsatte onsdag med fællesspisning i teltet, og her var knap 150 mennesker tilmeldt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...