Terndrups nye sognegård er nu også officielt indviet

TERNDRUP: Det er ganske vist: Terndrup Kirke har langt om længe fået sin sognegård.

Samtidig med indvielsen af sognegården fik Lyngby og Terndrup sogne også ny præst i skikkelse af Thomas Bro Wormslev Jakobsen, der hidtil har fungeret som vikar i sognene, og begge dele blev behørigt markeret i forbindelse med søndagens højmesse.

Normalt er det provsten, der indsætter nye præster i provstiets kirker, men i provstens fravær havde pastor emeritus Finn Carpentier, Hadsund påtaget sig hvervet.

Da Lyngby-Terndrup sogne for nogle år siden præstemæssigt befandt sig i nogle urolige perioder, var det netop Finn Carpentier, der hver gang tiltrådte som sognenes redningsmand.

Derfor var det fra menighedens side også meget velset, at det netop blev ham, der nu fik æren af at indsætte Thomas Jakobsen som Lyngby-Terndrup pastorats første fastansatte præst.

Efter højmessen var der sammenkomst i den nye sognegård.

Ud over en let frokost, leveret af Terndrup Kro, var der lejlighed til at bese husets forskellige rum, og i sin tale ved indvielsen betonede menighedsrådsformand Kurt Pedersen flere gange, at den ny sognegård ikke tilhører menighedsrådet eller præsten, men hele menigheden.

- Så brug den! opfordrede han.

Der blev desuden holdt tale af Finn Carpentier, der var med i den spæde start, da man begyndte at planlægge sognegården, og som tak for tiden i Terndrup skænkede Bente og Finn Carpentier sognegården et maleri af kunstneren Maja Lisa Engelhardt.

Inden der blev sagt farvel og tak var der også musik til lejligheden.

Kirkesanger Bent Hvilshøj sang solo ledsaget af kirkens organist Gunhild Kjær, og til dagen havde organisten også fremtryllet et lille børnekor, der sang nogle kendte juleviser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...