Byggetilladelse og øget medlemsopbakning trækker op - hjortetyveri var en mavepuster

Der var meget at glæde sig over, da Hadsund Dyrehave langt om længe fik afviklet sin årlige generalforsamling efter flere udsættelser på grund af COVID-19.

Byggetilladelsen til det nye bjælkehus for hjortene kom efter fire år i hus efter en masse tovtrækkeri, så det er man så småt gået i gang med, og en kampagne i foråret for at skaffe flere medlemmer og økonomisk støtte til bjælkehuset viste sig at give et godt resultat.

- Rigtig mange har støttet projektet, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Og der dumper stadig beløb ind, noterede formand Bent Rytter i sin beretning.

Stor opbakning var der også, da dyrehaven i forsommeren iværksatte en fotokonkurrence.

Det er ikke noget, dyrehaven tidligere har forsøgt sig med, så det var på forhånd svært at vurdere, om der ville være interesse for initiativet.

Det har der imidlertid vist sig at være.

Allerede på nuværende tidspunkt er der indkommet 41 sjove, spændende og hyggelige billeder fra Dyrehaven, og flere kan stadig nå at være med i konkurrencen om de tre gavekort på hver 300 kr., som er doneret af en anonym sponsor.

Konkurrencen kører frem til 15. oktober.

Årets store negative oplevelse var, at der pludselig i efteråret 2019 manglede syv dyr.

Dyrehaven udlovede hurtigt en dusør på 10.000 kroner, og to personer angav den samme person for tyveriet.

Anmelderne ville dog ikke selv lægge navn til anmeldelsen.

- Men de ville gerne have de 10.000 kroner, konstaterede Bent Rytter på generalforsamlingen.

Udgangen på sagen blev i sidste ende, at politiet var nødt til at henlægge sagen på grund af manglende beviser.

Som erstatning for den sikahjort, der blev stjålet i efteråret, har dyrehaven indkøbt en ny fra Marselisborg.

- Og så håber vi ellers, at han gør, hvad vi forventer af ham, bemærkede dyrehaveformanden på generalforsamlingen.

Bestyrelsen for Hadsund Dyrehave består - også efter generalforsamlingen - af Bent Rytter, Poul Dausel, Poul Grønhøj, Mads Villadsen og Simon Bundgård.

John Thomassen blev nyvalgt som suppleant.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...