I alt har 100 børn fra lokalområdet nu været på sommerlejr med Red Barnet Mariagerfjord

For femte år i træk har Red Barnet Mariagerfjord været med til at gøre sommeren betydeligt sjovere for en flok børn fra lokalområdet.

Som de foregående år blev Red Barnets sommerlejr afholdt på Skringstrup Kursuscenter ved Skals, og i alt har 100 børn nu deltaget på lejren, siden Red Barnet Mariagerfjord holdt sin første sommerlejr.

- Vi er mere end stolte og inderligt taknemmelige for at dette tiltag har kunnet blive tilbudt vore mange lokale børn i så mange år.

- Det er børn, som ellers ikke har andet ferietilbud i skoleferien, og derfor er netop vores tilbud børnenes eneste mulighed for at kunne få en ferie udenfor hjemmet, siger formanden Janne Jensen.

I sommerlejren bliver børnene mødt af stærkt team af kompetente frivillige, der er parate til at støtte og motivere børnene i de forskellige lege, aktiviteter og samvær.

Børnene knytter nye bånd til voksne, får nye venner, bliver udfordret, samarbejder og får flyttet grænser.

Som supplement til sommerlejren har Red Barnet i år - som noget helt unikt - sammen med Mariagerfjord Kommune kunnet tilbyde en sejlads med overnatning for lokale familier ombord på skoleskibet Fylla. Sejladsen foregik fra Grenå havn til Hals havn.

Ombord skulle familierne og deres børn udføre forskellige opgaver såsom at sætte sejl, binde knob, have brandvagter, rengøre skibet og have madtjans i kabyssen.

Efter sådan en tur var det en flok trætte børn og voksne, mætte på oplevelser, der forlod skibet i Hals.

- En helt igennem fantastisk oplevelse, som vi håber at kunne tilbyde igen næste år, konkluderer formand for Red Barnet Mariagerfjord, Janne Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...