Hundeløbeklubben HPM Dirty Paws har en afdeling i Mariager, hvor det er ægteparret Claes og Katrine Rehn, der har taget initiativ til klubben

Hvem kunne ikke tænke sig en altid topmotiveret løbemakker, der uanset vind og vejr viser tydelig begejstring, når løbeskoene bliver snøret? Nøjagtig sådan en løbemakker har mange hundeejere, og de mødes nu i Danmarks første løbeklub for hund og ejer, der har fået en lokal afdeling i Mariager.

Hundeløbeklubben hedder HPM Dirty Paws, og har dette forår bredt sig i Danmark med 16 forskellige afdelinger med sammenlagt godt 700 medlemmer. Én af afdelingerne findes altså i Mariager, hvor det er ægteparret Claes og Katrine Rehn, der har taget initiativet.

- Vi er begge meget glade for at løbe, og det samme er vores hund Magnus. Så da vi hørte om HPM Dirty Paws, ville vi selvfølgelig gerne lave en afdeling her i Mariager, fortæller Claes Rehn.

- Vi startede op for små to måneder siden, hvor vi som en start oprettede en Facebook-gruppe for vores lokale afdeling. Her har vi allerede passeret 50 medlemmer, og så løber vi sammen hver onsdag klokken 18.00, hvor vi mødes på parkeringspladsen mellem Mariager Saltcenter og Mariager Camping.

- Man kan bare møde op. Vi er normalt mellem 10 og 15 løbere med deres hunde, hvor vi som regel har kombinerede gå- og løberuter på henholdsvis tre og fem kilometer og ofte med lidt forskellige sjove udfordringer og forhindringer til hundene, fortæller Claes.

Én af deltagerne Anni Grønborg Jensen fra Mariager og hunden Vaksie.

- Jeg løber også i en almindelig løbeklub, men det er alligevel noget særligt, når vi er ude at løbe med hundene. De fleste hunde vil helst ligge forrest i feltet, så der kommer virkelig tempo på, fortæller Anni, der i Vaksie har en meget engageret løbemakker, som altid glæder sig til at skulle afsted.

- Lige så snart jeg begynder at klæde om til løbeturen, bliver Vaksie meget begejstret, logrer og kan ikke vente på at komme afsted. Det virker meget motiverende på en selv, så vi nyder begge meget, at være med i hundeløbeklubben, slutter Anni Grønborg Jensen, inden hun og Vaksie begiver sig ud på dagens løbetur.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...