SuperBrugsen Terndrup har fået 26-årige Emil Bak som ny uddeler

TERNDRUP: 26-årige Emil Bak har den 1. december afløst Svend Hyldgaard som uddeler i SuperBrugsen Terndrup. Emil kommer fra en tilsvarende stilling i SuperBrugsen Nibe.

- Det er jo fortsat helt nyt, men jeg er kommet rigtigt godt i gang, og glæder mig til at fortsætte det gode arbejde i en veldrevet brugs, fortæller Emil, der har været igennem Coops lederuddannelse, inden han i 2011 blev souschef i SuperBrugsen Lystrup tæt på Århus. I 2016 kom han til at stå i spidsen for SuperBrugsen Nibe, inden han nu har taget turen til Terndrup.

- Den store forskel på Nibe og Terndrup er, at brugsen her i Terndrup er en selvstændig forening, mens butikken i Nibe er ejet af Coop. Det betyder, at jeg her i Terndrup får langt mere ansvar og medbestemmelse, ligesom jeg får et tæt samarbejde og samspil med bestyrelsen. Det glæder jeg mig meget til, fortæller Emil, der selv søgte stillingen, da han hørte, at Svend Hyldgaard ville stoppe.

- Inden jeg sendte min ansøgning afsted, besøgte jeg butikken 4-5 gange for at fornemme stemningen i butikken. Det gav mig en rigtig god mavefornemmelse, og den er blevet bekræftet, siden jeg startede den 1. december. Jeg har også fået et supergodt indtryk af medarbejderne, der er fulde af energi, og som for en del også rummer en masse værdifuld erfaring.

- Jeg har taget min souschef Dennis med fra Nibe, og han er tiltrådt i en tilsvarende stilling her. Jeg er sikker på, at vi sammen kan bidrage med mange nye ideer og en ny, frisk energi.

- Jeg kommer til at være meget synlig i butikken, da forholdet til og dialogen med kunderne er det bedste ved jobbet. Jeg kommer ikke til at sidde inde på kontoret ret meget. Jeg vil være ude i butikken, hvor fokus vil være at yde en god service, give kunderne nogle gode oplevelser og udvise godt købmandskab, slutter Emil.

Emil Bak bor i Randers, hvor han sammen med kæresten Tenna er ved at bygge nyt hus. Fritiden bruges på lidt crossfit og hyggeløbeture.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...