Drømmen om et nyt bjælkehus kommer nærmere gennem god opbakning fra lokale

HADSUND: Hos Hadsund Dyrehave har man på den seneste tid rakt ud til lokale i håbet om at bygge et nyt bjælkehus til havens hjorte.

Det nuværende er knap 40 år gammelt, og dyrehaven håber at samle flere medlemmer til at samle penge til formålet.

- Rigtig mange har taget vel imod den redaktionelle omtale og den folder, som for tiden dumper i diverse postkasser i og omkring Hadsund. Nogle betaler 100 kroner og andre mere, men det er ikke beløbets størrelse det kommer an på. Alle beløb er velkomne uanset størrelse, fortæller formand Bent Rytter.

Folderen deles ud af frivillige, der gør et stort arbejde i sagens tjeneste. Alle i Hadsund er der omkring 3000 husstande, og uddelingen fortsættes omkring Visborg og Als.

- Det er dejligt med den opbakning, når vi gerne skulle have bygget et nyt bjælkehus til hjortene, siger Bent Rytter, der tilføjer, at firmaer kan få reklameskilt sat op ved indbetaling på 10.000 kroner og derover.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...