Frivilligcenter Mariagerfjord har ansat Fie Aksglæde Wognsen som koordinator med afsæt i projektet - Du Er Ikke Alene.

MARIAGERFJORD: Frivilligcenter Mariagerfjord har ansat Fie Aksglæde Wognsen som koordinator med afsæt i projektet - Du Er Ikke Alene.

Et projekt, der i samarbejde med Tryg Fonden sigter efter at tage hånd om de børn og unge, som udfordres i deres dagligdag af ensomhed og mistrivsel.

Som Fie Aksglæde Wognsen udtrykker det, så er hun ”utrolig glad for at være en del af Frivilligcenterets indsats i Mariagerfjord Kommune”.

Seje frivillige

- Vi kan - sammen med alle de seje frivillige - gøre en kæmpe forskel for at forebygge ulighed og styrke sammenhængskraften i lokalsamfundet.

- Jeg glæder mig til at møde foreninger, frivillige og borgere i den kommende tid.

- Har du en god ide, eller går du med tanker om at blive frivillig? Så giver jeg gerne en kop kaffe, inviterer Fie Wognsen.

Hun har været involveret i foreningslivet siden 2010, både som frivillig, foreningsstifter og i andre koordinerende roller.

Udsatte børn og unge

De seneste to år har hun via sit daværende job som udviklingskonsulent hos Aalborg kommune arbejdet på at forbedre vilkårene for unge pårørende til demensramte.

Ikke mindst arbejdet med udsatte børn og unge optog i den forbindelse Frivilligcenter Mariagerfjords nye koordinator.

En interesse Fie Aksglæde Wognsen har underbygget med en bachelor samt kandidatuddannelse i sociologi fra Aalborg Universitet.

Privat bor Fie med sin kæreste i Aalborg Centrum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...