75 ÅR: 75 år siden, at britiske bombefly styrtede ned i Torstedlund Skov nær Aarestrup, og den 11 mand store besætning omkom

TORSTEDLUND: I disse dage er det 75 år siden, et britisk bombefly styrtede ned i Torstedlund Skov nær Aarestrup.

Flyet havde været på jagt efter tyske u-både i Skagerak og Kattegat, men var af ukendte årsager vendt om før nødvendigt og havde igen sat kurs direkte mod basen i Skotland.

Om det var et tysk jagerfly, antiluftskyts eller en teknisk fejl, der forårsagede flystyrtet 20. april 1945, er aldrig blevet opklaret.

Omkomne fundet to år senere

Kendsgerningen er, at den 11 mand store besætning blev dræbt på stedet.

For dagen efter - af tysk militær - at blive kulet ned i en fællesgrav på nedstyrtningsstedet.

I efteråret 1945 rejste skovens arbejdere et mindesmærke, kaldet ”Flyverstenen”, på nedstyrtningsstedet.

Selve graven var imidlertid så godt camoufleret, at den først blev fundet to år senere.

Efterfølgende blev flyets besætning begravet under stor deltagelse på Aarestrup Kirkegård.

Havde det ikke været for corona-krisen, ville 75 års-dagen for den tragiske hændelse i slutfasen af 2. verdenskrig sandsynligvis være blevet markeret med noget større armbevægelser.

Nu blev det kun til en mindre mindehøjtidelighed, hvor der på vegne af pårørende til de omkomne nedlagdes en buket ved ”Flyverstenen”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...