UDSAT: Uvist, hvornår Rally Himmerland køres, men to datoer er i spil

HIMMERLAND: DM-rallyfeltet klapper hestekræfterne i Himmerland.

Motorsport Nordjylland (MNJ) havde ellers med spænding set frem til at præsentere DM-premieren 2020 i rally med et udfordrende Rally Himmerland lørdag 25. april.

Men coronakrisen spændte kraftigt ben for projektet.

- Nu påregner vi i stedet som plan A at afvikle rallyet lørdag 30. maj, håber løbsleder Bjarne Sørensen.

Plan B betyder, at løbet nylig køres 25. juli.

Hvis smittemæssigt forsvarligt

Men begge datoer forudsætter en forsamlingsklausul på mindst 500 personer mod - i skrivende stund - bare 10.

- Med op til 500 vil vi kunne styre deltagerne og publikum, sådan at tingene kan afvikles smittemæssigt forsvarligt, forsikrer Bjarne Sørensen.

- Hovedparten af et rally foregår i udendørs omgivelser med masser af frisk luft.

- Publikum stuves ikkes sammen som til eksempelvis en rockkoncert eller en fodboldkamp.

- Gennem rallyet overleveres der selvfølgelig nogle dokumenter mellem løbsledelsen og deltagerne.

- Men denne forretningsgang kan nemt afvikles med større hygiejne-omhyggelighed, end der eksempelvis ses ved indkøb i et supermarked.

- Udluftning og afstand mellem personer vil med lidt smidighed ikke være noget problem, antager Bjarne Sørensen.

Det er ikke første gang, at en sæsonstart hos Rally Himmerland løber ind i vanskeligheder.

DM-premiere - måske 30. maj

I 1992 oplevede Himmerland et snekaos, hvor rallyfeltet ikke kunne forcere bakkerne i Hobro by.

Desuden måtte flere af hastighedsprøverne aflyses, fordi sneplovene ikke kunne nå at rydde dem.

Lykkes det at gennemføre DM-premieren 30. maj, vil det være ventetiden værd for deltagerne, forventer Bjarne Sørensen.

- Vi har sammenstrikket et kompakt og hæsblæsende rally med udgangspunkt fra Nysumbanen og hastighedsprøver over 162 kilometer på motorløbs-menuen.

Det hele fordelt på kun fire prøveområder, som hver gennemkøres to gange .

- Deltagerne får derfor behov for at køre både taktisk og med kontrolleret fart, forklarer Bjarne Sørensen.

Hver tredje udgår

Normalt udgår en tredjedel af startfeltet, fordi de fysiske love bliver udfordret både mekanisk og spørgsmålet omkring at holde rallybilen på asfalten/gruset.

- Som en ekstra kolorit præsenterer Motorsport Nordjylland to helt nye hastighedsprøver, supplerer viceløbsleder Henrik Ladefoged Jensen.

- Hovedparten af disse prøver har ikke før haft besøg af en rallybil i fuldfart.

Traditionen tro møder vi stor velvilje fra lodsejerne til motorløbet, tilføjer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...