Julen kom i weekenden til østkystbyen

ØSTER HURUP: Den stod på strålende solskin og en temperatur på en halv snes grader, da Øster Hurup lørdag inviterede til julehygge.

De lokale FDF-er, der stod for de fleste aktiviteter, kunne have ønsket sig et drys sne for at fremtrylle den rigtige stemning hos de besøgende, men udtrykker alligevel tilfredshed med arrangementet.

Rammen var organisationens kredshus, nabo til det ny bytorv. Her solgte de juletræer, dekorationer, og indenfor bød de på risengrød, æbleskiver, gløgg og kaffe, ligesom der var et amerikansk lotteri og børnetombola.

En hestevogn med en julenis på bukken kørte rundt i byen med børn og voksne.

Borgerne i Øster Hurup og omegnen får en ekstra chance for at sikre sig et juletræ og juledekoration. Lørdag 21. december tager FDF-erne igen opstilling ved kredshuset for at sælge træer og dekorationer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...