Hvert år hylder Demensalliancen innovative og stærke indsatser, som gør en stor forskel for mennesker med demens og deres pårørende. I år løb Mariagerfjord Kommune med sejren.

HADSUND: Hvert år hylder Demensalliancen innovative og stærke indsatser, som gør en stor forskel for mennesker med demens og deres pårørende. I år løb Mariagerfjord Kommune med sejren med projektet ’Sang og Musik’.

Udvalgsformand for Sundhed og Omsorg sad selv med på stolerækkerne til demens topmødet i Aarhus, da kommunen fik prisen for årets demensindsats.

- Jeg er meget stolt. Uanset hvor du er i livet, så skal du have det godt. Vi har erfaret, at sang og musik i den grad forbedrer livskvaliteten for mennesker med demens og deres pårørende, og derfor fortsætter vi selvfølgelig arbejdet. Også vores personale er glade for at bruge sang og musik, fordi det kan vende svære plejesituationer til noget rart, siger Jan Andersen.

- Vi har primært brugt musikterapi på vores Demenscenter Skovgården, som er et af otte plejecentre i kommunen. Vi ser jo, at musikterapi har en enorm positiv betydning, og derfor glæder det mig, at vi nu har fået bevilliget penge fra Sundhedsstyrelsen til at gennemføre projekt ’Sang og Musik’ på tre centre og to hjemmeplejer, slutter udvalgsformanden.

Mariagerfjord Kommune vandt tirsdag 22. oktober årets demensindsats for deres gode erfaringer med brug af sang og musik i demensplejen. Projektet, som har kørt siden november 2018 og netop er afsluttet, dokumenterer, at sang og musik har en markant positiv effekt på mennesker med demens.

Ved Demens topmøde 2019 lancerede Demensalliancen nye visioner for et demensvenligt Danmark sammen med Aarhus Kommune og hyldede samtidig demensindsatsen i landets kommuner.

Her vandt Mariagerfjord Kommune året demensindsats 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...