BILER: Bilfestival i Fruerlundparken finder sted i uge 26

ØSTER HURUP: Bilfestivalen Danes N Dubs i Øster Hurup går målrettet efter gæster fra Norge, Sverige, Tyskland og England.

Danes N Dubs, der gennem de seneste syv år har bygget et stort fundament af danske gæster op, retter nu fokus mod gæster uden for landet.

I forvejen har en del gæster fra Norge og få grupper fra Sverige og Tyskland meldt positivt tilbage til festivalens ledelse.

- Vi har valgt at tage alt det positive gennem årene til efterretning, og har i år besluttet at markedsføre os uden for landets grænser.

Køretøjer der ikke er set før

- Det gør vi i håb om, at der vil komme gæster med køretøjer, der ikke er set før, fortæller Jeppe Möller, formand for Dub Event Denmark.

Hjemmesiden danesndub.com er blevet oversat til engelsk og vil senest i marts måned også fungere på tysk, så udenlandske gæster har nemmere ved at finde information om festivalen.

Vokser og vokser

Danes N Dubs Vag Meet er en bilfestival, hvor bilentusiaster udstiller deres biler fra den tyske Vag-koncern, dvs. Skoda, Porshe, Seat, Audi og andre.

Festivallen begyndte i 2014 med ca. 400 gæster.

I år forventes 3000-3500 gæster.

Festivalen holdes i Fruerlundparken ved Øster Hurup og løber hvert år af stablen fra torsdag i uge 26, hvor der hygges, camperes og grilles.

Det hele selvfølgelig under forudsætning af, at coronavirussen er blevet inddæmmet og restriktionerne ophævet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...