20. oktober kan du køre med i en af de gamle teaktræsvogne, når Limfjordsbanen fejrer 150 året for jernbanens ankomst til Aalborg

Søndag 20. oktober fejrer Limfjordsbanen 150- året for jernbanens ankomst til Aalborg.

Med afgang fra Aalborg klokken 13.17 kører Limfjordsbanens damptog fra Aalborg til Skørping for at fejre at Den jyske Længdebane blev færdiggjort fra Randers til Aalborg og indviet 18. september 1869.

Dengang boede der omkring 11.700 mennesker i Aalborg, og Skørping var kun et par huse i udkanten af Rold skov. Begge stationer blev anlagt på åben mark.

Der var tre afgange hver vej med toget og omkring 165 passager dagligt til og fra Aalborg station, og jernbanen sluttede i Aalborg.

Det var dog en væsentlig forbedring af forbindelserne over land, idet dagvognen fra Randers til Aalborg var omkring syv-otte timer om turen, og toget brugte kun omkring to timer. I dag tager turen mellem Aalborg og Randes omkring 50 minutter.

Turen med veterantoget tager cirka 40 minutter hver vej med et ophold i Skørping på cirka en time. Hele turen tager omkring to en halv time. Under opholdet i Skørping er der mulighed for at købe drikkevarer i Kinorevuen lige overfor stationen.

Turen foregår med gamle teaktræsvogne bygget til danske privatbaner mellem 1901 og 1933 med et damplokomotiv fra 1916 i front.

Toget kører fra Aalborg 13.17 fra Aalborg til Skørping og fra Skørping til Aalborg klokken 15.05.

Billetter købes ved toget i Aalborg og Skørping. Hele køreplanen og alle priser kan ses på banens hjemmeside www.limfjordsbanen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...