PRÆSTETANKER: Med afsæt i evangeliet til Kristi himmelfart reflekterer sognepræst Hanne over velsignelsen, inden Jesus forsvinder

MARIAGERFJORD: ”Dagligt håb du tømred os, vildt fra korsets planker – døde for at være hos, din far med vore tanker”.

Sådan skriver Sten Kaalø i en af sine salmer.

Det er en god måde at forstå det på, det med at Jesus forsvandt fra dem, som vi hører om i kirken til Kristi himmelfartsdag.

Han skulle hjem, op til sin far i himlen. For at kunne minde den almægtige Gud i himlen om, hvad vi går og tænker og kæmper med.

Så Gud ikke kommer til helt at glemme os.

Det gør Gud da ikke

Det gør Gud da ikke, kan man måske indvende.

Men Kristi Himmelfart gør det hele mere nærværende.

Jesus er hos Gud nu, og han er der for at minde Gud om os, og gå i forbøn for os.

Så glemmer Gud os i hvert fald ikke, når selveste Jesus minder ham om os.

Før Jesus forlader disciplene, og på lidt underlig vis forsvinder for deres øjne, løfter han sine hænder og velsigner dem.

Vi kan næsten se det for os.

Der er sådan noget godt og nærværende over det med velsignelsen.

Vi kan føle Guds nærvær komme helt tæt på når vi er i kirke, og præsten løfter hænderne og velsigner os.

Måske er velsignelsen noget af det vi savner allermest, når vi i en periode ikke kunne gå i kirke.

Freden, ved at stå der og bare tage imod ordene som kom os i møde:

Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig

Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred.

Gamle, stærke ord

Det er gamle ord, stærke ord. Det er ord, om velsignelse og fred fra Gud, som har fulgt os mennesker igennem alle tiderne.

Hvor kan vi savne det – velsignelse. Den gode fred.

Den samme fred, som Jesus efterlod sine disciple, inden de skulle ud i verden og fortælle mennesker om ham.

Jeg har fået fortalt, at I gamle tider kunne man sige: Guds fred i stuen, når man kom ind i et rum.

Der kom sådan en dejlig fred i rummet, når nogen kom ind og stille sagde den sætning, sagde en ældre dame engang til mig, da hun fortalte mig om sin barndom og sit liv.

Den fred kunne hun nemlig huske, stadigvæk.

Stemningen i rummet der ændredes, så meget at et barn, der sad der sammen med de voksne, kunne mærke det og siden huske det.

Vi mennesker sætter vore spor, hvor vi kommer frem.

Ofte måler vi vore resultater i, hvor meget vi får nået inden aftenen er nået.

Men velsignelse lader sig ikke måle på den måde.

Freden fra Gud er en styrke, som vi har god brug for – ganske som Jesu første disciple havde det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...