TIDSFRIST: Kulturskolen forlænger og tager imod indtil sommerferien
MARIAGERFJORD: Corona-nedlukningen af Mariagerfjord Kulturskole fik mærkbare konsekvenser i forhold til at sikre sig elever til næste sæson.
Netop som landet lukkede ned, og kulturskolens fremmødeundervisning blev suspenderet, åbnede nemlig tilmeldingen til sæson 20/21.
Og det sammenfald satte sig tydelige spor i antallet af nytilmeldinger, fordi det længe har været svært at nå skolens primære målgruppe - nemlig skoleelever.
Det er mildt sagt forløbet trægt.
Først til mølle
- Ligeledes har det for mange forældre i år været ekstraordinær svært allerede henover foråret at skulle planlægge ind i næste skoleår, antager Finn Elias Svit, der leder Mariagerfjord Kulturskole.
Derfor blev det hurtigt besluttet, at tilmeldingsfristen, som normalvis ligger i starten af maj, udskydes indtil sommerferien.
Alle nytilmeldte elever optages efter først til mølle princippet.
Og nu, hvor folkeskolerne og privatskolerne igen er godt i gang rundt om i kommunen, og fremtiden ser stabil ud, håber lærerstaben i sagens natur, at det vil sætte gang tilmeldingen.
Mariagerfjord Kulturskole tilbyder undervisning i dans, drama, musik og billedkunst på alle niveauer og for alle aldre.
Skolen arrangerer mange koncerter og events, hvor du får mulighed for at optræde.
Undervisningen foregår i lokaler i hele Mariagerfjord Kommune - på skoler og i kulturcentre.
Du kan tilmelde dig kulturskolens fag på www.mariagerfjordkulturskole.dk.