Sanger Karsten Holm optræder med Johnny Cash-hits og fortæller musikerens historie i Skørping Nykirke

SKØRPING: Søndag 20. januar kl. 19.30 kan man opleve ”Cash i kirken” i Skørping Nykirke.

Det er en musikalsk fortælling om Johnny Cash og den evige kamp mellem det religiøse og tilværelsens skyggesider, der var en stor drivkraft for ham som kunstner.

Sangeren Karsten Holm og band leverer koncerten.

Siden 2008 har Karsten Holm og pianisten Christian Spillemose turneret land og rige rundt med ”Elvis i kirken”. Konceptet er en stor succes, og nu er Karsten Holm altså aktuel med et koncertforedrag om en anden gigant i den amerikanske populærmusik, Johnny Cash.

Karsten Holm fortæller om Cash’s tro, hans dæmoner, stofferne og alkoholen, hans kamp for at holde misbruget nede - den evige kamp mellem det gode og det onde.

Det er også fortællingen om, hvordan Gud redder ham, da han beslutter at begå selvmord i en grotte. Cash ser efter sigende Guds lys, da hans egen lommelygte dør ud.

Man kommer også til at høre om hans forhold til kærligheden, sin elskede og familien - og til de udstødte og de fattige.

Musikalsk fokuserer ”Cash i kirken” især på de sidste 10 år af Johnny Cash’s liv. Cash havde ikke været på hitlisterne længe, men turnerede på livet løs. Produceren Rick Rubin overtalte Cash til at gå i studiet blot med en mikrofon og en guitar. Det blev til den højt roste albumrække under navnet ”American Recordings”, der var et stort comeback for Cash.

Indspilningerne rummer flere religiøse sange, som er med i denne koncert. Publikum vil opleve sange af Cash selv, men i lige så høj grad sangene, som han fortolkede, af eksempelvis Kris

Kristoffersen, Hank Williams, Bruce Springsteen og Gordon Lightfoot.

Der vil også være nogle af de store hits i Cash’s velkendte ”Boom Chicka Boom”-stil - såsom ”Ring Of Fire” og ”Get Rythm”.

”Cash i kirken” fremføres af Karsten Holm (vokal, guitar), Bjørn Bønne Petersen (kontrabas og kor), Martin Blom (diverse guitarer og kor) og Knud Erik Fuddi Steengaard (violin og kor).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...