Er solgt til Antonino Oliveto fra davinci Ristorante.

HADSUND: Café baghuset på Torvet i Hadsund er solgt til Antonino Oliveto fra davinci Ristorante.

Baghuset har eksisteret i 16 år, de første 11 år med to ejere og de sidste 5 år med Helle Jensen som eneejer.

I alle årene har cafeen været et populært sted både for de lokale og de mange turister, der færdes i byen.

1. september overtog Antonino Baghuset, der nu er lukket og under ombygning, men 7. oktober slår han dørene op til en ny og spændende café med navnet ”Piccolo”, der er Antoninos kælenavn og på italiensk betyder ”den mindste i flokken”.

Den største forandring sker i dagtimerne, hvor man selv henter hvad man vil spise og drikke ved en stor disk og man kan vælge at spise/drikke på stedet eller tage det med.

Om aftenen kommer ”Café Piccolo” til at køre efter samme koncept, men med nyt menukort.

I første omgang prøver Antonino at følge de behov, der er nu om dage, men der kommer nye tiltag hen ad vejen.

Medarbejderne

Ny bestyrer i ”Café Piccolo” bliver Anna Tramm Rotendahl, kok Per Nielsen, der er tidligere medarbejder på davinci samt noget af personalet fra Café Baghuset, mens Antonino fortsat koncentrerer sig om davinci Ristorante.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...