Aftale om friere hænder på dagtilbudsområdet konfirmeret med underskrift

Nu foreligger den også på skrift - aftalen om at Rebild Kommune i de kommende fire år får mere eller mindre frit spil på dagtilbudområdet.

Borgmester Leon Sebbelin har netop underskrevet en politisk principaftale i forhold til ”Nærhedsreformen”, som den kaldes.

Det skete på et online møde med statsminister Mette Frederiksen, og underskriften er første skridt på vejen mod en endelig aftale.

Leon Sebbelin er som udgangspunkt godt tilfreds med mødet, hvor han fik mulighed for at fremlægge sine ambitioner i forhold til den kommende proces.

Her skal staten og byrådet hver især i gang med behandling af detaljerne i den endelige velfærdsaftale, der forventes klar i foråret 2021.

- Vilkårene for de små børn har altid ligget mig meget på sinde. Det gælder både den brede indsats for alle børn, og den særlige indsats vi skal yde for de sårbare børn og deres familier. Derfor er det også mit håb, at vi kan lægge et bredt børnesyn, fra minus ni måneder til skolealderen, til grund for den kommende velfærdsaftale. Konkret betyder det, at vi i Rebild Kommune ønsker et bredt fokus i velfærdsaftalen på dagtilbudsområdet med dagpleje, vuggestuer og børnehaver samt de områder, som indgår i de helhedsorienterede vilkår og løsninger for børn i dagtilbud. Herunder sundhedspleje, pædagogisk/psykologisk rådgivning, den børnesociale indsats og overgangen til skole, siger Leon Sebbelin i en pressemeddelelse.

Borgmestrene fra de syv omfattede kommuner har alle givet tilsagn om at ville søge opbakning i deres kommunalbestyrelse til at indgå en velfærdsaftale med regeringen.

- I Rebild Kommune har vi allerede en mangeårig tradition for stærke institutioner, baseret på stor tillid til medarbejdere og den lokale ledelse.

- Det vil sige: vi har meget dygtige medarbejdere og har fat i en sund tilgang til området, og jeg opfatter det også som en væsentlig grund til, at vi bliver betroet den her opgave og mulighed, erklærer Leon Sebbelin.

Nu starter så et arbejde, hvor det nærmere skal fastlægges, hvilken statslig regulering som de deltagende kommuner forslås sat fri af, og hvor kommunerne tilsvarende præciserer, hvilken kommunal og lokal regulering, som fjernes med velfærdsaftalerne.

Det er målet, at der kan indgås konkrete velfærdsaftaler mellem regeringen og de enkelte kommuner i foråret 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...