Det blev en på alle måder vellykket jubilæumsfest, som klubben kan mindes med stor glæde.

ALS: Borgere i Als kunne fredag 6. september ved aftenstide se festklædte kvinder med hatte af alle mulige slags ankomme til Als Kro og Badehotel for at holde fødselsdagsfest for deres klub.

De fantasifulde hatte gjorde deres til, at der var højt humør og god stemning helt fra begyndelsen.

Under velkomstdrinken fortalte de 18 klubmedlemmer på skift historien om netop deres hat, og der blev lyttet meget koncentreret, for det var spændende, rørende og sjove historier, hattene indeholdt.

Sidst på aftenen blev ”vinderhatten” kåret af de to udvalgte dommere: Gitte Nielsen (Als) og Kirsten Veng (Hadsund).

Betingelsen for at deltage i konkurrencen var bl.a., at hatten skulle blive på hovedet under hele festen. Ellers blev man ”disket”.

Alle klarede det – trods varme og kløen, og vinder af ”jubilæumshatte konkurrencen” blev Ketty Olesen fra Skelund med en ”selfmade” hat, der kunne nemt vække behørig opsigt til et derby på Charlottenlund Travbane.

Hatten var en bredskygget model, som var overdådigt og smukt pyntet med roser og andre blomster.

Som gevinst fik Ketty Olesen overrakt en smuk buket af dommerne.

En af aftenens store overraskelse var, at der var fødselsdagsgaver til alle.

Flemming K. Christensen fra Beauté Pacifique havde velvilligt sponseret en af firmaets flotte ”lakposer” med lækre produkter til alle.

Gaven vakte stor glæde og jubel og posen indeholdt bl.a. en anti-age dagcreme, og som 50-årig er det nok klogt at bruge noget mod rynkerne.

En anden kæmpe overraskelse sørgede Hadsund Rotary klub for.

Præsidenten var ved at få en klump i halsen ved oplæsningen af lykønskningstelegrammet, da hun så, at der fra Rotary var givet 5000 kroner til Inner Wheel.

Det var rørende og utroligt flot, og der lyder en stor tak fra Inner Wheel til Rotary.

Det blev en på alle måder vellykket jubilæumsfest, som klubben kan mindes med stor glæde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...