Kræftens Bekæmpelse i Rebild arrangerer informationsmødet på torsdag i Terndrup

TERNDRUP: Har du besluttet, om dit barn skal HPV-vaccineres? Kom og bliv klædt bedre på til beslutningen på et informationsmøde arrangeret af Kræftens Bekæmpelse i Rebild Kommune. Det første møde afholdes på torsdag den 14. november i Terndrup Medborgerhus.

HPV giver hver dag to danskere kræft. Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret er steget markant de sidste par år. Næsten 40.000 piger blev sidste år vaccineret mod HPV, hvilket er en stigning på 20 procent i forhold til året før. HPV-vaccinen er gratis for piger på 12 til 17 år, og nu kan drenge også blive gratis HPV-vaccineret. Tilbuddet gælder for drenge, der fylder 12 år den 1. juli og derefter.

Hos Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Rebild er de glade for at se at så mange tage imod tilbuddet om HPV-vaccinen, samt at drengene nu også er med i vaccinationsprogrammet.

- Vi har en sikker vaccine, og med en høj vaccinationstilslutning blandt både piger og drenge kan vi reducere antallet af HPV-relaterede kræfttilfælde markant. Det er det gode budskab, vi ønsker at fortælle forældre, lyder det fra lokalforeningen i Rebild.

Selvom langt de fleste forældre tager imod tilbuddet om HPV-vaccinationen til deres barn, er der måske stadig nogle, der har spørgsmål eller tvivl. Derfor afholder Kræftens Bekæmpelse tre informationsmøder for alle interesserede forældre i Rebild kommune. Det første på torsdag den 14. november i Terndrup Medborgerhus fra kl. 19.00 - 20.30.

På informationsmødet fortæller lægefaglig oplægsholder Cecilla Andara om HPV-vaccination, og svarer på de spørgsmål, forældre måtte have. Alle er velkommen. De næste møder bliver i januar 2020 i Støvring og Haverslev. Mere om dem senere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...