Julemanden tænder i år juletræet via fjernbetjening

Julen lurer lige om hjørnet – det kan end ikke corona lave om på. Heller ikke i Hadsund, der sparker den hyggelige tid i gang med Blacks Days i en nytænkt og corona-venlig udgave.

- Black Friday har huseret overalt i Danmark en årrække, og da vi i år har været nødsaget til at skrue ned på indslag som eksempelvis julemand og levende musik i gaden, har vi i år besluttet af sætte fokus - ikke bare på én dag, men på tre forrygende handelsdage, som vi kalder Black Days. Helt konkret er det torsdag 26., fredag 27. og lørdag 28. november, fortæller Jan Vestergaard, der er aktivitetsansvarlig i Hadsund Handel.

- Forsamlingsforbuddet forhindrer os i at gennemføre traditionen med, at over 100 børn med deres forældre henter julemanden ved trafikhavnen, hvor Svanen plejer at komme sejlende og sætte ham standsmæssigt af ved kajen.

- Også optoget med Hadsund Skoleorkester i spidsen op til Torvet, hvor julemanden tænder juletræet, må skippes i år. Til gengæld har vi lavet en aftale med julemanden om, at han via fjernbetjening tænder juletræet på Torvet præcis kl. 19.

- På Torvet har vi også varm suppe klar til folk, der er ude at shoppe, og saftevand til børnene, ligesom der også nok skal være julemusik i både gågade og i Butikscenter.

- I Butikscenteret har julelandskabet fået en superflot opgradering med lidt nyt, og i år har vi desuden sørget for, at alle børn kan komme tæt på julemanden og få taget et billede, enten til eget brug eller måske som julegave. På Torvet i Butikscentret har vi også sørget for, at der er lidt at varme sig på i form af varm gløgg.

Som nogle måske allerede har bemærket, er Hadsund i øvrigt pyntet ekstra op med juletræer i år. Det er blevet til cirka 100 både store og små, nogle lidt utraditionelle og andre traditionelle.

- Det har været vores tanke, at der skal skrues ekstra op for julehyggen i år. Vi trænger til at se hinanden, så vi håber, at rigtig mange vil tage familien i hånden og lade gåturen gå gennem byen og butikscentret og nyde juleudsmykningen af Hadsund Handelsby, slutter Jan Vestergaard.

Det hele krydres naturligvis med, at butikkerne har sørget for en masse ekstra gode julegavetilbud.

Torsdag og lørdag er der normal åbningstid i butikkerne. Fredag lukker butikkerne først kl. 22.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...