Regeringens ”Sommerpakke” giver lokal veteranbane et tiltrængt løft ovenpå en sløj forsæson

Frem til søndag 9. august er der nu mulighed for at rejse med Mariager-Handest Veteranbane til halv pris.

Det skyldes regeringens såkaldte ”Sommerpakke”, som bl. a. også omfatter tilskud til landets museer.

- Og hos Veteranbanen er vi utroligt glade for, at vi på denne måde får mulighed for at tilbyde vore rejsende en veterantogstur mellem Mariager og Handest til halv pris, lyder det fra veteranbanens driftsbestyrer Ole Juhl.

- Vores sytten kilometer lange jernbane fra 1927 er et stykke levende kulturhistorie, der byder på rejsemuligheder- og oplevelser med tog som for mellem halvtreds og hundrede år siden. Fra dengang farmor eller oldefar var unge, og dengang rejsehastigheden ikke var svimlende, føjer Ole Juhl til.

De rejsende skal blot møde op på Mariager station og købe deres billetter til halv pris, eller de kan købe billetterne hos togpersonalet, hvis de foretrækker at indlede rejsen i Handest.

Hos Veteranbanen i det østhimmerlandske falder hjælpen fra regeringen på et tørt sted.

- Det er ingen hemmelighed, at Corona-situationen også har været hård ved veteranbanens økonomi, men netop derfor er vi også meget taknemmelige for, at vi med regeringens ”Sommerpakke” nu får mulighed for at bidrage til at give turister og besøgende i Mariager en meget billig kulturel sommeroplevelse, helt i lovgivernes ånd, erklærer Ole Juhl.

Veterantogene vil i sommerperioden omfatte alle banens personvogne, således at det samlede tog bliver over 100 meter langt, incl. lokomotivet.

Togets samlede vægt vil samtidig udgøre lidt over 170 tons.

Tilbuddet om at rejse for halv pris kan vel at mærke ikke kombineres med andre rabatordninger og indgår således heller ikke i Trekantrute-samarbejdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...