Mange nyder naturen ved at se på den visuelt, men søndag 8. september fra klokken 10.30 får du også en fin mulighed for at mærke og smage på naturen

LILLEVILDMOSE: Lille Vildmose er, som bekendt, et fantastisk sted at besøge året rundt.

Naturen er evigt foranderlig og hvert besøg bringer nye oplevelser med sig.

Oplevelser, som stimulerer alle sanser og som sætter sig som minder. Mange nyder naturen ved at se på den visuelt, men søndag 8. september fra klokken 10.30 får du også en fin mulighed for at mærke og smage på naturen.

Da kan du komme med på guidet tur og sammen med Lille Vildmosecentrets naturformidler, som vil dykke ned i højmosens store spisekammer.

Arrangementet afholdes som en del af Naturens Dag, hvor det i år er ”mærk naturen”, som er i fokus.

Centrets naturformidler tager deltagerne med på tur i mosen.

Først køres der i biler en lille tur rundt i det særlige naturområde, hvor der formidles via radioguidning.

Efterfølgende gøres der et længerevarende besøg på Portlandmosen, hvor guiden fortæller om højmosens opbygning inden deltagerne slippes løs på mosefladen, hvor der sankes bær til bjesk.

Hvis vi er heldige, finder vi både revling og tranebær - måske kan der også findes enkelte multebær.

Der fortælles om de forskellige bær og urter, og der gives gode tips og tricks til, hvordan de kan bruges i køkkenet til at skabe skønne minder, som kan hældes på flasker og glas til den dejligste bjesk eller marmelade.

Guiden medbringer små smagsprøver på bjesk lavet på mosens urter og bær.

Hvis du selv har en spændende bjesk eller opskrift du vil dele, så tag den gerne med.

Da vi skal være udenfor, er det en god idé at have praktisk tøj og solidt fodtøj på.

Medbring også gerne en kurv til at indsamle bær i.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...