Er det en lokalforening på vej i opløsning, lyder spørgsmålet, inden foreningen 4. juni inviterer interesserede til en uformel snak - idet kun to medlemmer sidder tilbage i bestyrelsen

VISBORG: Foreningens medlemmer og andre interesserede inviteres til en uformel snak om foreningens og lokalarkivets fremtid.

Tirsdag aften 4. juni inviteres medlemmer og andre interesserede i Lokalhistorisk Forening for Visborg Sogn til en uformel snak om foreningens og lokalarkivets fremtid hos Visborg Husflidsforening på Kjellerupsgade 66 i Visborg.

Der vil også være mulighed for at kigge indenfor på arkivet denne aften.

Formanden for Øster Hurup Lokalhistoriske Forening, Lars Sølgaard, har lovet at komme og fortælle om, hvordan de arbejder med lokalhistorien i deres forening.

Lidt om foreningen:

29. januar 1990 stiftede en række borgere fra Visborg Sogn Lokalhistoriske Forening for Visborg Sogn.

Bestyrelsen dengang bestod af Henning Holm Nielsen, Jenny Bragh Mortensen, Asta Steffensen, Birthe Schrøder, Børge Lund, Sven Aage Malthe og Finn Carpentier Pedersen der holdt deres første møde 29. februar 1990.

Foreningens formål er:

1. At drive lokalhistorisk arkiv hvis funktion er at indsamle, registrere og bevare lokalhistorisk materiale i form af person- erhvervs- forenings og institutionsarkivalier, kort, billeder, film, lydoptagelser m.m. samt at gøre dette tilgængeligt for alle.

2. Gennem møder, udstillinger, publikationer og arrangementer af forskellig art at fremme den historiske interesse hos den lokale befolkning, og udbrede kendskabet til Visborg sogns historie.

Mød op 4. juni

Foreningen har i mange år med succes levet op til begge formålsparagraffer.

I januar 2020 fejrer foreningen 30 års jubilæum.

Formanden har, på grund af sygdom gennem længere tid, måttet sige fra, og den i forvejen reducerede bestyrelse, har på nuværende tidspunkt kun to valgte medlemmer tilbage: Eivind Steffensen og Tulle Jensen.

Desværre er interessen for det lokalhistoriske arbejde tilsyneladende på tilbagegang, hvilket er en stor udfordring for foreningen og arkivet.

Foreningen har på nuværende tidspunkt omkring 50 medlemmer.

Umiddelbart ligger en nedlæggelse af foreningen ikke lige for, men uden en bestyrelse og frivillige til at arbejde med foreningen og arkivet, har hverken foreningen eller arkivet en fremtid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...