Hver tirsdag og torsdag i højsommeren udlejer Aalborg Outdoor kajakker og paddleboards på havnen i Øster Hurup. Og køligt sommervejr eller ej - indtil videre har der været rift om SUP-boards’ene

Skal man lige have sig en hurtig dukkert, kan det til tider godt være et irritationsmoment, at man skal vade flere hundrede meter ud i Kattegat, før vandet når én til navlen.

Men skal man for første gang prøve at balancere på et Stand Up Paddleboard - så er der ikke mange andre steder i Danmark, der kommer op på siden af Øster Hurup.

- Der er ganske enkelt den perfekte legeplads for nybegyndere, som grundlægger af Aalborg Outdoor, Martin Funke, udtrykker dét.

Hver tirsdag og torsdag siden starten af skolernes sommerferie har Aalborg Outdoor pakket trailerne og er draget til Kattegat-kysten for at leje paddleboards og kajakker ud.

Kun tre gange har det været nødvendigt helt at aflyse på grund af det lunefulde danske sommervejr.

Alle andre dage er det - i hvert fald i formiddagstimerne - lykkedes at få boards’ene på vandet, hvor det eksempelvis på vestkysten ville have være noget nær halsløs gerning.

- Selvfølgelig skal man også i Øster Hurup have respekt for strøm- og vindforholdene, men det specielle her er, at man altid bare kan hoppe i vandet, hvis man et øjeblik føler, man er ved at miste kontrollen.

- Blot har der i år været ekstra meget behov for våddragterne.

- Uden en våddragt kan det hurtigt blive en kølig fornøjelse at skulle op på brættet igen efter de første par ture i vandet, konstaterer Martin Funke.

En aktivitet i fremgang

I år er det andet år i træk, Aalborg Outdoor har været fast posteret med en stand i Øster Hurup.

Sidste år prøvede firmaet først til med en placering lidt længere oppe ad kysten, men nu har Martin Funke og hans hjælpeinstruktører efterhånden fundet sig rigtig godt til rette i havneområdet.

- Folk er tilsyneladende ved at vænne sig til, at vi er her.

- Sidste år kunne det ind imellem godt gå lidt trægt med udlejningen i formiddagstimerne, men denne sommer har vi typisk haft stort set alt materiel udlejet næsten fra morgenstunden.

- Det ser vi som et tegn på, at folk er begyndt at planlægge efter, at vi åbner.

- Og samtidig er der så også stadig flere, der får øjnene op for Stand Up Paddling. Ikke bare som en sjov sommerferieaktivitet - men også som en måde at motionere på i dagligdagen.

- Bare fra i fjor til i år er efterspørgslen vokset rigtig meget, noterer Martin Funke.

Også kurser i Mariager

Når vejrudsigten i øvrigt ser nogenlunde tilforladelig ud, drager Aalborg Outdoor typisk til Øster Hurup med 20 SUP-boards, fire kajakker og to dobbeltkajakker.

Og selv på en halvskyet torsdag formiddag, hvor meteorologerne på forhånd har bebudet regn fra vest, går der ikke lang tid, før alle boards er på vandet med deres mere eller mindre balancedygtige passagerer.

Det koster 200 kr. at leje et board i halvanden time.

Dertil kommer - for de flestes vedkommende - 50 kr. for leje af en våddragt, men så er man også klar til at udforske sine egne balanceevner på surfbrættet - inden man måske selv kaster sig ud i at investere i et board.

Udover i Øster Hurup har instruktørerne fra Aalborg Outdoor sommeren igennem også været at træffe i Mariager, hvor firmaet har indgået en samarbejdsaftale med Mariager Camping.

I Mariager har der fast været afholdt SUP-kurser hver onsdag.

- Og også her har vi i flere omgange kunnet melde ”Alt udsolgt”, bemærker Martin Funke.

Planen er i øvrigt at fortsætte udlejningen af kajakker og SUP-boards i Øster Hurup til og med uge 32.

- Vi havde i første omgang sagt uge 31, men som interessen ellers har været i sommerens løb, vil det da vist være oplagt også lige at tage uge 32 med, bemærker Martin Funke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...