Klubben fik besøg af nogle af landets allerbedste badmintonspillere

HADSUND: Lørdag 6. oktober 2018 besøgte badmintonparret Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, Hadsund Badmintonklub - det blev en dag alle de fremmødte sent vil glemme!

- Kamilla og Christinna havde planlagt en fantastisk træning for de udvalgte ungdomsspillere fra HBK - og der blev lyttet intenst og trænet godt, oplyser Michael Søndergaard fra klubben, og dernæst havde klubben arrangeret et setup der ville gøre arrangørerne af “All England"-turneringen misundelige. Der var lys, musik og speak som intro til opvisningskampen mellem HBK’s 1. herredouble og badmintonstjernerne. Inden kampen begyndte bød borgmester Mogens Jespersen velkommen til alle (over 140 personer).

Det blev desværre til et knebent nederlag 21-16 og 21-17 for den ellers velspillende herredouble fra HBK.

Så nu kan de ikke kalde sig ubesejret.

Selv om Kamilla Rytter Juhl er gravid, kunne de alligevel levere en masse flot badminton. Der blev joket med, at det var 3 mod 2, og de prøvede at få linjedommerne med på deres side, det lykkedes dog ikke. Ligeledes forsøgte herredoublen at påvirke dommerne dog uden held. Dommerne bestod af HBK’s ungdom som spiller mange turneringer og har lært fairplay.

Man må sige at HBK’s herredouble var under pres.

Der var efter opvisningskampen arrangeret et foredrag, hvor stjernerne fortalte om deres badmintonliv, og om den nye fremtid som forældre - det var et virkelig godt og spændende foredrag! Som afslutning på en uforglemmelig dag var der arrangeret fællesspisning for alle med mad fra Hadsund Hallen’s Cafeteria - mums.

HBK håber på at de kan lave et lignende arrangement en anden gang, da det blev til en stor succes.

Men man kan kun få det til at lykkes med den store opbakning og de mange sponsorer som HBK har. Og skulle der være nogen som gerne vil se herredoublen igen samt deres dygtige holdkammerater, kan man se dem i aktion i en top kamp imod Øster Hurup, lørdag eftermiddag 27-10 i Øster Hurup hallen. En speciel kamp da det er første gang i historien at de to første hold fra de to klubber mødes i kamp. Kom og hep,opfordrer Michael Søndergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...