CittaSlow Mariager holder årsmøde 30. september

MARIAGER: Der er ikke noget søvnigt over Citta Slow Mariager.

Tværtimod ser både formand Claus Pico Stæhr og næstformand Mette Bay Velling frem til en ”sprudlende og iderig” udveksling af tanker om, hvordan Mariager kan udvikles, når CittaSlow Mariager holder årsmøde 30. september.

Det er lykkedes at få Kira Maria Svankjær, arkitekt og seniorrådgiver i BARK rådgiving, til at fortælle om de mange byudviklingsprocesser, hun har været involveret i gennem årene i bl.a. Øster Hurup, Arden, og Assens på Fyn.

Der vil blive vist løsninger og givet gode råd om, hvordan en byudvikling kan lykkes - og om de udfordringer, man møder på vejen.

- Vi synes, det er et rigtig godt opvarmningsindspark til den proces, der om kort tid starter i byen i forlængelse af ”Med byerne forrest”-strategien.

- Derfor er der også afsat tid til at lade idéerne udfolde sig i debatgrupper. På den måde tror vi, at årsmødet kan fungere som en positiv og bæredygtig optakt til det kommende arbejde, lyder det forud for årsmødet fra Claus Pico Stæhr og Mette Bay Velling.

De to frontfigurer i Citta Slow betoner i samme åndedrag vigtigheden af, ”at det gode samarbejde mellem alle byens foreninger og borgernes engagement i byens fremtid kommer til at spille konstruktivt sammen, så byen får en synlig og bæredygtig udviklingsretning”.

Alle er i øvrigt velkomne til mødet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...