Argentinske rytmer i Als Kirke med Stensgaard, Gabriel videla og Buchholtz på onsdag

ALS: Onsdag aften 6. november kl. 19.30 indtager tangoen det skønne kirkerum i Als!

Den argentinske tango anses af de fleste for at være ”Den ægte vare”, og nu kommer en af Argentinas og dermed verdens bedste tangosangere, Gabriel Amadeo Videla fra Buenos Aires, til Als Kirke og viser, hvad tangoen er i sit inderste væsen, og hvor meget den kan påvirke vores følelser.

Gabriel er i denne tid på danmarksturné sammen med harmonikavirtuosen Ib Buchholtz og Kai Stensgaard på marimba. Sammen danner de en trio, der kommer omkring alle tangoens både virtuose, romantiske og sensuelle sider.

Gabriels fantastiske sangstemme, blandet med musikernes virtuose spil, gør denne koncert til en enestående og smuk oplevelse.

Koncerten byder selvfølgelig på traditionelle argentinske tangoer af Carlos Gardel og ’tango nuevo’ af Astor Piazolla. På programmet er også musik fra Sydamerika og arrangementer over kendte harmonika- og marimba værker.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Als, den vil vare en times tid og kirkebil kan benyttes. Der er gratis adgang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...