Skiftet sker med virkning fra 1. januar 2020

SKØRPING: Siden 1982 har Anton Ovesen A/S i Skørping været autoriseret Skoda-forhandler og serviceværksted. Men fra 1. januar 2020 er det slut. Her bliver Anton Ovesen A/S i stedet til CarPeople Skørping.

- Vi har været meget glade for vores samarbejde med Skoda, og vi skilles i fred og ro. Men det skyldes først og fremmest de stigende omkostninger ved at være en del af Skoda-familien, kombineret med, at jeg længe har haft lyst til at prøve noget andet i branchen, fortæller Christian Ovesen, der er administrerende direktør og 2. generation i virksomheden.

- Autobranchen i Danmark har de seneste år været under stor forandring, hvor specielt uautoriserede værksteder og forhandlere har oplevet en kraftig fremgang. Det vil vi gerne være en del af, og derfor har vi lavet aftalen med CarPeople Danmark, som er en uafhængig kæde med værksteder og salgsbutikker i hele Danmark. Samtidig har det været meget væsentligt for os, at de stiller meget høje krav til kvalitet. Derfor er vi et rigtigt godt match.

- For kunderne vil det betyde, at vores høje kvalitet bibeholdes, men at vi eksempelvis får adgang til mange flere nyere, brugte biler, og at vi fremover kan servicere stort set alle bilmærker. Desuden forbliver vores Skoda-ekspertise jo intakt, så vores eksisterende Skoda-kunder fortsat får den bedste service, fortæller Christian Ovesen.

- Med det nye tiltag, håber jeg også, at vi bliver endnu mere lokale og får fat i nogle af dem her fra Skørping, der i dag kører udenbys for at få serviceret deres bil på uautoriseret værksted.

- Samtidig har vi en række, nye spændende idéer. Blandt andet om have endnu flere udlejningsbiler, samt opstille ladestandere til hybrid- og elbiler. Det mangler vi her i Skørping, slutter Christian Ovesen.

Familien Ovesen har spirende rødder i autobranchen tilbage i 1928, hvor Christians bedstefar Ove Ovesen startede som vognmand med rutebiler og ladbiler. Senere startede sønnen Anton Ovesen også i autobranchen – og det er således den virksomhed, der i dag hedder Anton Ovesen A/S. I mange år - tilbage i tresserne og halvfjerdserne - havde virksomheden til huse på Møllevej i Skørping.

I dag er det Christian Ovesen, der står i spidsen for virksomheden, der beskæftiger otte mand, og som har hjemme på Møldrupvej i Skørping.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...