Fakkeloptog og juletræstænding er aflyst

I Øster Hurup har der gennem en årrække været tradition for at varme op til julemåneden med en andagt i kirken og et efterfølgende fakkeloptog til bymidten, hvor byens juletræ er blevet tændt.

Flere af byens foreninger plejer at være fælles om arrangementet, som sædvanligvis samler omkring 100 børn og voksne - men i år bliver der ikke noget 1. søndag i advents-arrangement.

- Da vi nu kun må være 10 på kirkegården under de skærpede corona-restiktioner har vi overvejet flere forskellige scenarier for at kunne gennemføre traditionen.

- Men da vi hverken må gå i fakkeltog eller stå om juletræet og synge, synes vi, at ideen med traditionen forsvinder.

- Derfor aflyser vi arrangementet, forklarer formand for Øster Hurup menighedsråd, Inger-Lis Jepsen.

I stedet arbejdes der nu med en lille live streaming-event på Facebook inde fra kirkerummet.

- Så vi trods alt får tændt det første lys i adventskransen!, som Inger-Lis Jepsen udtrykker dét.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...